Yildiz Akdogan

I forbindelse med overgangen til digitalt tv næste efterår, er tiden også inde til ændringer for lokal-tv i København. Siden midten af 80′erne har københavnerne haft deres egen frekvens under fællesbetegnelsen ‘Kanal København’, som har udviklet sig på både godt og ondt.
Godt på den måde, at der har udviklet sig en mangfoldig blanding af idébaserede tv-stationer som eksempelvis etnisk varieret tv, senior-tv og TV-Glad, der er verdens første tv-station for og med udviklingshæmmede. Disse idébaserede tv-stationer opfylder mange gode formål med at udbrede kendskabet til samfundsgrupper, som ikke alle kommer i kontakt med. Dermed er disse tv-stationer med til at styrke samfundets sammenhængskraft, fordi uden gensidig viden fremmes fordomme og misforståelser.
Der ud over har københavnerne fået en række lokale tv-stationer fra bredt spektrum af større og mindre bydele i København. Programudbuddet varierer meget fra lokal debat om alt fra trafikforhold til ungdomskultur via informationer om beslutninger på Københavns Rådhus til et meget bredt spektrum af lokale aktiviteter.
Hertil skal lægges, at de lokale tv-stationer i høj grad sørger for formidling af mindre sportsgrene og dansk musik, der er to af de punkter, som Danmarks Radio har fået kritik for ikke at sørge for at opfylde i henhold til institutionens public service 2007-2010.
Den form for public service klarer de små lokal-tv stationer uden problemer. Over for disse positive aktører står så de negative aktører, der nærmest har misbrugt Kanal København. Nogle aktører lader sig købe til at viderebringe slet skjult reklame, mens andre bringer hård porno og andre igen sender programmer, der er købt i udlandet. Disse aktører har været med til at underminere kanalens værdi som seriøs formidler af lokalt-baseret kommunikation.

Mangfoldigt tv
Med det kan mange sikkert forstå, at Kanal København ikke er en entydig størrelse. Begrebet ‘Kanal København’ dækker nemlig over 41 forskellige tv-stationer, der har sin egen sendetilladelse. Det er så forskellige tv-stationer som blandt andre Ulands TV, TV Salam, Frederiksberg Senior TV, Bispebjerg Lokal-tv, TV Europa, Canal Africa, Gaderummet, Kaos TV og IPTV.
Af de nuværende 41 stationer er tre stationer kommercielle, mens resten er ikke-kommercielle idébaserede eller lokalbaserede tv-stationer.
Vilkårene for de ikke-kommercielle tv-stationer er den, at de hver modtager et driftstilskud fra en pulje under Kulturministeriet. Dette driftstilskud er på godt 250.000 kroner om året til samtlige udgifter. Det er vilkårene i dag, hvor planerne om fremtidens lokale tv i København i forbindelse med omlægningen til digitalt tv er ved at blive vurderet i Kulturministeriet, som senere skal fremlægge et forslag for Folketingets kulturudvalg.

To modeller
I den forbindelse har Radio og tv-nævnet fremlagt to modeller.
Den primære forskel mellem de to modeller er, at den ene model opererer med sendetilladelser til de enkelte tv-stationer, mens den anden model peger på et system, hvor der gives én sendetilladelse til en overordnet operatør, der så får ansvaret for at fordele sendetid og ressourcer til de enkelte tv-stationer.
I begge modeller er de kommercielle tv-stationer inklusiv pornokanalerne udelukkede. Tilbage er de idébaserede og de lokalt-baserede tv-stationer.
Radio og tv-nævnet foreslår i begge modeller, at den selvstændige frekvens for københavnerne ikke fortsætter, men i stedet lægges de 38 tilbageværende tv-stationer fra Kanal København ind i et bånd med landsdækkende tv, regional-tv samt nyheder på tegnsprog. Ud over det ligger det i forslaget, at de lokal-tv stationer holdes uden for primetime mellem klokken 17 og 21.
Endelig foreslår Radio og tv-nævnet at graduere driftstilskuddet i forhold til kriterier, der favoriserer det lokale og egenproducerede, mens andre produktioner og købte produktioner får mindre.

Selvstændig frekvens
Der er mange gode ting at hente i de to modeller fra Radio- og tv-nævnet, men det er trist, at der ses bort fra muligheden for, at det rent faktisk er teknisk muligt i det nye digitale system at fastholde en selvstændig frekvens til lokal-tv i København, hvilket eksempelvis svenskerne har besluttet sig for at give til Stockholm.
Ved at blande lokalt københavner-tv sammen med ikke-beslægtede programtyper - samt holde det uden for den bedste sendetid - kan føre til en marginalisering af de lokale-tv stationer.
Derfor vil en selvstændig frekvens være at foretrække.
De 38 ikke-kommercielle tv-stationer kan med de nuværende tre timer plus tilladelse til 50 procent genudsendelse udfylde samtlige 24 timer døgnet rundt ugens syv dage på en selvstændig frekvens.

Med jævne mellem koger de sociale problemer over i ekstreme udtryk i Tingbjerg, og det skal heller ikke skjules, at der er problemer i området ved Utterslev Mose, men rygmarvsreaktioner med krav om mere politi og hårdere straffe er lige så forudsigelige som perspektivløse, fordi på intet tidspunkt i verdenshistorien har de to elementer kunne løse sociale problemer.
Vi véd, at der i Tingbjerg er flere end gennemsnittet, der må leve af en indtægt under fattigdomsgrænsen, hvilket blandt andet udspringer af en større ledighed i forhold til andre bydele.
Og den større ledighed er knyttet til, at det selv i denne tid med fuld beskæftigelse stadig er vanskeligt at finde arbejde for de mange nydanske mænd og kvinder, der bor i området.
Dette fører til en social og kulturel armod i familierne, som ofte ikke har mulighed for at føre deres børn frem til en bedre tilværelse, end de selv har.
Børnene og de unge mærker denne rodløshed og søger andre rollemodeller, som kan være de lokale gadebander eller religiøse fanatikere. Begge grupper holder er derfor ofte synlige i ghettoområderne.
Tiden er derfor inde til at få en mere nuanceret indsats, hvor der skal bruges værktøj fra kassen med boligpolitik, socialpolitik, integrationspolitik, kulturpolitik og erhvervspolitik.

Ingen er gode eller onde
Som udgangspunkt er ingen mennesker i sig selv onde eller dårlige, men det er en række forskellige omstændigheder, der fører til den situation, hvor et menneske reagerer negativt i en utilpasset situation.
Derfor mener jeg, at der skal etableres en massiv social indsats i forhold til de enkelte børn og unge, fordi fundamentet for gadebander og anden kriminalitet kan kun elimineres ved konkret social hjælp hos det enkelte barn/unge menneske og vedkommendes familie.
Vigtigt for et boligområde er også de kulturelle tilbud, hvor der kan udvikles positive projekter, der kan styrke sammenhold og netværk.
Derfor er det også ærgerligt, at det ikke har været muligt for Københavns kommune at afsætte midler i 2009 til påbegyndelsen af opførelsen af det kulturhus, der ellers var lagt op til i Tingbjerg.
Derfor kan jeg kun opfordre de kommunale politikere til at være opmærksomme på en opprioritering af den kulturelle indsats i området.

Mikrolån og iværksættere
Der ud over kunne en erhvervspolitisk indsats gøre en forskel.
Det kunne eksempelvis at give beboere og udefra kommende aktører mulighed for adgang til mikrolån til at etablere mindre virksomheder, hvilket man eksempelvis i Sverige har haft succés med.
Nye mindre virksomheder kan skabe vækst, arbejdspladser, et stærkere socialt fundament og positive rollemodeller for både børn og unge.
Netop muligheden for egen virksomhed er uhyre tiltrækkende for både mandlige og kvindelige nydanskere, der i følge forskningsresultater oven i købet er rigtigt gode iværksættere.
Muligheden for mikrolån kunne også tiltrække nogle stærke personer udefra til at sætte virksomheder i gang i området.

God boligpolitik
Endelig bør Tingbjerg fortsætte med at prioritere de ressourcestærke til de nye større og relativt billige familieboliger, som der gerne må komme flere af.
Fordelene ved denne boligpolitiske indsats er tydelige. Dels bliver den sociale fordeling i byen som helhed mere rimelig, dels åbner det op for de absolut nødvendige billige boliger til de uundværlige faggrupper som sygeplejersker, skolelærere, politifolk og pædagoger, som normalt har vanskeligheder ved at finde en bolig i København.
Jeg vil derfor opfordre alle, der vil det bedste for Tingbjerg, til at gå sammen om at få gennemført denne kombinationsmodel, fordi enkeltstående indsatser ikke i sig selv kan løse helhedsproblemet.

Når den nye kulturminister efter nytår åbner DR’s nye koncerthus, bør hun og Danmarks Radio tænke over, at man ikke kan præstere stor kunst bare fordi, at man åbner et stort hus til 1,4 milliarder kroner.
Sagen er den, at den borgerlige regering sammen med Danmarks Radio i den grad svigter den danske musik samt de spillesteder i basiskulturen, hvor talenterne og kulturen udvikles.
For nylig fik Danmarks Radio en røffel af Mediesekretariatet for at svigte den nye public service aftale fra 2007, hvor DR havde givet tilsagn om at øge omfanget af dansk musik i TV, men i stedet er der blevet bragt mindre dansk musik end nogen sinde før.
Det burde egentlig ikke være så svært, men åbenbart er det for DR.

Regeringens dobbeltmoral
Her kan DR måske lære lidt af de små lokal-tv-stationer, som i den grad præsenterer det ene danske band efter det andet for åben skærm i en god markedsføring af musikerne og de spillesteder, der i den grad fremelsker den danske musikkultur.
Når der i forvejen er et nyt stort musikhus i København, kan man stille spørgsmålstegn ved om der var brug for et nyt hus?
Tænk, hvor mange live-koncerter med dansk musik, der kan formidles videre for 1,4 milliarder kroner.
En anden tankevækkende ting er regeringens selvmodsigende politik. På den ene side bryster de sig af kærlighed til den danske kultur, og for os andre det ene uforstående kanon efter den anden, mens den selv samme regering ned ned på præcis relevante kulturområder. Og her kan man ikke lade være med at spørge, hvorfor?
Eksempelvis er den statslige bevilling til spillestederne ikke blevet opskrevet i de syv år, hvor den borgerlige regering har siddet ved magten.
Den manglende opskrivning betyder, at mange af landets spillesteder har tunge økonomiske problemer, der kan føre til lukning.
Det gælder blandt andet Pumpehuset og Lades Kælder, mens Stengade 30 netop har reddet sig med et akut lån på 800.000 kroner fra Københavns Kommune.

Finkulturel arrogance
Generelt er det et udtryk for en finkulturel arrogance, som den politiske elite har i forhold til den basiskultur, der danner grundlaget for udvikling af de talenter og den musik, som driver den kreative musikalske kultur fremad.
Uden denne basis ville der ikke være noget grundlag for hverken DR’s kulturhus eller den danske musik generelt.
Derfor vil jeg opfordre Danmarks Radio til at søge ud i basiskulturen til det fundament, hvor musikken trives og udvikles, mens den nye kulturminister bør finde midler til en betragtelig styrkelse af bevillingerne til spillestederne.
Fine ord skaber nemlig ingen udvikling i sig selv.

Meget tyder på, at vi her i 100-året for kvindernes valgret er på vej ind i et paradigmeskift, hvor uligheden mellem kvinder og mænd er ved at skifte karakter.
Stadig er det dog sådan, at manglende ligeløn stadig er klassikeren i debatten om ligestillingen. Nye tal viser, at der stadig er op til 15 procent forskel på mænds og kvinders løn, hvilket i sig selv er pinligt for et samfund, hvor emnet har været til debat i mere end én generation.
Det er den ene og meget vigtige del af debatten, men i det lidt mere grå område er det nu mændene og drengene, som bliver marginaliserede i forhold til det feminine køn.
Eksempelvis viser nye tal fra Danmarks Statistik, at drenge klarer sig markant dårligere end piger uafhængigt af social baggrund, og det gælder fra folkeskolen over erhvervsuddannelser til de lange videregående uddannelser.
Kigger man nærmere på tallene, så viser det sig, at 78 procent af pigerne får en ungdomsuddannelse, mens det kun gælder for 72 procent af drengene. Og ser man på videregående uddannelser, så har 46procent af pigerne en videregående uddannelse eller er i gang med én, når de er 25 år, mens det samme gælder kun for 32 procent af drengene.

Udfordring i ligestillingens navn
Den udvikling rummer i sig selv en udfordring for samfundet i ligestillingens navn, fordi der er udsigt til en helt ny ulighed, hvor et flertal af kvinder med gode uddannelser får et liv i overhalingsbanen, mens mændene kan ende i alvorlige sociale problemer, fordi mange af de manuelle job, som ikke kræver den store uddannelse, er ved at forsvinde.
Også omkring sundhed og sygdom er der en markant forskel mellem mænd og kvinder.
Det være sig levetid, hvor mænd i gennemsnit lever fem år mindre end kvinder. I forhold til kvinder begår tre gange så mange mænd selvmord. Mænd er mere belastet af psykiske lidelser, og mænd dør oftere af sygdomme, der kunne have været forebygget.
Det er i denne sammenhæng helt klart, at vores sundhedssystem ikke er gearet særligt godt til at være opmærksomme på mænds tilgang til sundhed og sygdom.

Vold mod kvinder
En sidste sag er mænds vold mod kvinder.
Næsten 30.000 kvinder udsættes hvert år for fysiske overgreb fra deres mænd.
Der ud over øver mænd vold mod kvinder i forbindelse med prostitution og handel med kvinder over grænserne.
Vold i nære relationer handler blandt andet om mænds billeder af sig selv.
Vi lever i en massemediestyret verden, hvor vold (og sex) er ingredienser i vores fælles forståelse af, hvad der er salgbar underholdning.
Se bare lørdagsunderholdningen i tv, hvor volden nærmest driver ud af skærmen i den bedste sendetid.
Et eller andet sted dyrkes næsten uden forbehold en model, hvor kontrol, dominans, magtmisbrug og brutalitet fremstilles som idealer for den rigtige maskuline mand.
Vold handler også om at gøre volden til et fast element, der tolereres af samfundet samt knyttes til mænd.
Som samfund er vi derfor nødt til at anerkende, at vi har et problem på en del områder, hvad angår mænds vilkår.
Derfor bør vi etablere en mandekommission, der skal undersøge og debattere mænds vilkår med det mål at bringe ligestillingen ajour med den tid, som vi lever i nu, fordi bedre vilkår for mænd og drenge er en forudsætning for fuld ligestilling.
Og der er ingen modsætning i at kæmpe for en styrkelse af vilkårene for både mænd og kvinder, fordi ligestilling styrkes af bedre vilkår for alle uden skelen til kønnet.

Siden midten af 80′erne har københavnerne haft deres egen frekvens til lokal-tv på sendenettet, men med overgangen til digitalt tv næste efterår er der risiko for, at denne frekvens bliver nedlagt.
Det er nemlig sådan, at radio- og tv-nævnet har fremlagt to modeller, der begge udelukker en selvstændig tv-kanal for lokal-tv i hovedstadsområdet.
Egentlig absurd at tænke på, at der skæres ned på udbuddet til københavnerne, når netop digitalt tv øger det generelle udbud.
I begge modeller bliver der i følge forslaget nemlig kun plads til ti timers lokal-tv dagligt, som skal placeres udenfor prime-sendetiden mellem klokken 17 og 21.
Desuden placeres lokal-tv sammen med landsdækkende idé-baseret tv, regional-tv samt nyheder på tegnsprog.
Det ligner lidt af en rodebutik, der er et tilbageslag for den mangfoldighed, som kendetegner de lokale tv-stationer i København.
Der er blevet opbygget en mediemæssig mangfoldighed, hvor der bydes på en fantastisk blanding af etnisk tv, senior-tv, lokal-tv fra de fleste bydele i København samt TV-Glad, der er verdens første tv-station for og med udviklingshæmmede.

Vigtig for Københavns kommune
Netop i disse år er Københavns kommune i gang med at opbygge et system med lokaludvalg i de enkelte bydele for på den måde at styrke de lokale aktiviteter og netværk samt forstærke de demokratiske bånd mellem borgerne og beslutningstagerne på Københavns Rådhus.
Med al respekt for lokalaviserne i København, så er det trods alt begrænset, hvor meget af den nødvendige formidling af lokaludvalgenes virke, som kan formidles via de skrevne medier. Og i den forbindelse har det allerede vist sig, at netop de lokale tv-stationer er med de nuværende tre timers sendetid om ugen i høj grad er gode til at binde bånd mellem de lokale borgere og de enkelte lokaludvalg.

Svenskerne kan
Derfor vil jeg pege på en anden model, der tager højde for, at det rent faktisk er teknisk muligt i det nye digitale system at fastholde en selvstændig frekvens til lokal-tv i København, hvilket eksempelvis svenskerne har besluttet sig for at give til Stockholm.
Jeg vil også pege på det folkeoplysende element, hvor emner som konsekvenserne af de lokale politiske beslutninger, lokalhistorie, miljøproblematik, seniorpolitik, EU-debat, aktiviteter for børn og unge samt mange andre folkeoplysene opgaver er ikke fremmede for seerne af de lokale tv-stationer.
Det er med andre ord godt for nærdemokratiet, den kulturelle mangfoldighed, de lokale netværk samt synliggørelsen af de enkelte bydele at tage hånd om de lokale-tv stationer på en anden måde end der bliver lagt op til i de to modeller fra radio- og tv-nævnet.
Det bedste ville være at fastholde en selvstændig frekvens til de lokale tv-stationer i København.

En meget begavet skribent skrev for nylig i et større nyhedsbrev en overskrift, der lød som følger: Danske og muslimske forældre bremser integration.
Da jeg kender skribenten, så véd jeg, at han normalt ikke mener, at der er en modsætning mellem at være dansk og muslimsk forældre.
Det har formentlig været en tanketorsk, men alligevel illustrere denne sætning den triste kendsgerning, at der selv hos velbegavede folk ligger en modsætning mellem at være dansk og muslim.
Med andre ord, så har de højreradikale gruppers kampagne for at fremme denne kunstige modsætning sat sig grundigt fast i næsten alle befolkningsgrupper.

Vi er gjort af samme stof
Personligt er jeg overbevist om, at vi allesammen er gjort af det samme stof, før alt andet kommer ind i billedet.
Vi er alle mennesker med alle de gode og mindre gode følelser, før vi er knyttet til en bestemt nationalitet, religion, socialgruppe og de andre forhold, som mere eller mindre kunstigt hæftes på os, fordi vi mere eller mindre tilfældigt er født et bestemt sted med en bestemt kultur og religion med mere.
Jeg vil vove at påstå, at de menneskelige følelser fylder allermest, og derfor har vi alle mere til fælles end forskelligheder.
Kald mig bare naiv, men jeg tror på, at hvis vi lærer hinanden at kende og mødes som dem, som vi nu en gang er, så ville alting være meget nemmere.
Vi bruger alt for meget tid og kræfter på at tænke på, hvordan de andre er.
Ud fra det blomstrer fordommene, som yderligere forstærker de triste og kunstige modsætningsforhold.

Nej til de andre
En undersøgelse fra Ugebrevet A4 viste fornylig, at kun 38 procent af danskerne vil tillade deres børn at blive gift med en muslim, mens 47 procent godt kan gå med til, at de har en muslimsk kæreste. Men også blandt muslimske forældre siger flertallet fra over for pardannelser på tværs af religiøse og etniske skel. Kun 45 procent af de muslimske indvandrere vil tillade deres børn at have en dansk kæreste, mens lidt flere – 47 procent – kan acceptere, at deres børn bliver gift med en dansker.
Bekymringen for »de andre« begynder allerede ved venskaber. 16 procent af danskerne og 14 procent af de muslimske indvandrere vil ikke tillade deres børn at omgås venner fra »den anden lejr«, og modstanden mod blandede venskaber vokser i takt med, at venskaberne bliver tættere. 40 procent af muslimske forældre og 31 procent af etnisk danske forældre vil således forbyde deres børn at overnatte hos kammerater med henholdsvis etnisk dansk og muslimsk baggrund.
Nu kan begge grupper så begynde at skyde skylden på hinanden, men det her handler ikke om placere skyld.
Det handler om at placere ansvar for vores fælles samfund og verden.
Og det ansvar bærer vi allesammen.

Kamp mod fordomme
Derfor vil jeg opfordre til kamp mod de gensidige fordomme. Og vi har alle et ansvar for at få dem brudt ned.
Invitér din nabo, arbejdskammerat, veninde og fodboldkammerat hjem til kaffe. Tænk på hinanden som mennesker før alt andet, vis gensidig respekt og tolerance.
På den måde vil vi alle få et bedre liv, samfundet vil blive mere harmonisk og Pia Kjærsgaard vil have tabt kampagnen for at piske kunstige modsætninger op.
Og det er jo ikke det værste, som kunne ske.

Jeg er til den socialdemokratiske kongres, hvor jeg sammen med cirka 800 partikammerater har debatteret fremtidens udfordringer og visionen for et bedre samfund.
Det er rart, at de tilstedeværende partifæller heller ikke tager velfærdssamfundet for givet, men vil gerne værne om det og bidrage til gøre samfundet endnu bedre for os borgere.
Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor jeg valgte at blive socialdemokrat, og svaret er ret en
kelt.
Det er på grund af vores velfærdssamfund og den samfundsmodel, som giver alle lige muligheder uden at skele til folks pengepung eller postadresse.
Den samfundsmodel, som kan gøre den danske drøm til virkelighed.

Grønthandlerens datter
I min kongrestale kom jeg også netop ind på relevansen af et velfærdssamfund. Hvad det kan bidrage til en kvindelig gæstearbejders drømme og ikke mindst hendes børn?
Denne gæstearbejder, som er min mor, kom til Danmark i 1973 med det formål at give sig selv og sin lille familie en fremtid med bedre vilkår. Det samfund, som hun havde valgt, værdsatte hun meget hurtigt – ikke kun fordi det gav hende et arbejde, men ligeså meget, fordi hun ikke skulle bekymre sig om der var råd til hendes lille datters skolegang, penge til skolebøger eller besøg hos lægen.
Det var der – takket være den samfundskonstruktion, som alle bidrog til på den ene eller anden måde.
Fra min mors rejse til mig, er der et direkte link mellem den samfundsmodel og den såkaldte danske drøm. Et samfund, der giver mulighed for, at jeg kunne tage en videregående uddannelse, gå ind i politik og ende i det danske Folketing.
Det er et brud på den negative sociale arv, som er et af vores kerneområder. Derfor er det også relevant, at der sættes fokus på den store frafaldsprocent, som der er i de gymnasiale uddannelser, erhvervsskoler og ikke mindst de mellemlange uddannelser.
Set ud fra et socialt perspektiv, er det et stort problem, at vi ikke har flere unge, der tager en uddannelse, og dermed skaber vi også et ulighed på et tidligt stadie. Set fra et økonomisk perspektiv er det et ligeså stort problem.
Vi er på vej til et videnssamfund, hvor vi skal konkurrere med vores viden i den globale verden. Men undersøgelserne viser altså et fald på uddannelseslysten hos de unge.

Bedre rammer for skolebørn
Der kan gøres mange ting for at ændre denne retning, hvis man bare ser på rammerne, betyder det noget om der er et godt arbejdsmiljø på skolerne, at man ikke er 36 unge i en klasse, har forældede undervisningsmaterialer eller stressede og demotiverede lærere, som konstant for skældud af regeringen.
Der er mange ting, der kan gøres i forhold til at bryde den negative sociale arv.
Derfor er det vigtig at gå i gang nu.
Det er glædeligt, at vi også under denne kongres har sat fokus på relevansen af et alternativ. Et alternativ med fokus på bedre velfærd, trivsel og instrumenter til at skabe et samfund, som kan give lige muligheden og friheden til at skabe sig en fremtid uafhængig af forældrenes pengepung. Hvordan skulle det ellers lade sig gøre at være grønthandlerens datter og ende i Folketinget. Den danske drøm hænger sammen med et solidt velfærdssamfund.
Og det kan vi styrke, hvis den danske befolkning vil.

Der er ingen nemme og hurtige løsninger i forhold til de nye tal fra Københavns dommervagt, der viser, at flere og flere unge nydanskere begår grov vold og anden form for kriminalitet.
Hvis man ser lidt bag tallene, så er begrebet “socialt utilpasset” et gennemgående træk for de fleste kriminelle forhold. Og det gælder især for nydanskere i København. Der er tale om en række sociale forhold, der har sine rødder i et samfund, hvor sammenhængskraften er ved at falde fra hinanden.
En analyse fra Københavns kommunen har afdækket, at det især er nydanskere og efterkommere af nydanskere, der rammes af fattigdom.
Blandt de langtidsfattige og permanent fattige er andelen af nydanskere næsten dobbelt så stor som andelen af nydanskere i kommunen generelt. Det er knapt 30 procent af alle indvandrere og efterkommere, der lever under fattigdomsgrænsen i København.
Endelig viser analysen også, at der er en overrepræsentation af unge, der i kortere og mellemlange perioder må leve under fattigdomsgrænsen.
Den analyse viser med al tydelighed, at mere politi og hårdere straffe kun er akut overfladebehandling. En massiv social indsats er den regulære og holdbare løsning på sigt.

Nydanske kvinder er en overset ressource, der både kan bidrage på arbejdsmarkedet og styrke integrationen, hvis ellers virksomheder og jobcentre fik øjnene op for virkeligheden.
Der er nemlig en meget høj ledighed blandt nydanske kvinder, som står klar til at give en hånd med på det danske arbejdsmarked.
Beregninger fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at ledigheden blandt kvinder fra ikke-vestlige lande er 21,7 procent, mens ledigheden for mænd fra de samme lande er 13,9 procent. Hvis kvinderne nåede samme niveau som mændene, ville det give 4.289 flere personer i beskæftigelse om året.
Den samfundsmæssige fortjeneste af sparede penge til kontanthjælp og dagpenge samt øgede skatteindtægter ville blive på mere end 850 millioner kroner årligt, viser beregningerne fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Særlige hensyn
Netop i disse dage bryster beskæftigelsesministeren sig med, at den generelle ledighed er kommet under to procent, så man kan jo spørge, hvorfor det er så svært at få nydanske kvinder i arbejde, men det kan skyldes en udbredt misforståelse i både kommuner og jobcentre om, at der skal tages særligt hensyn til nydanske kvinder.
Jeg kan henvise til en undersøgelse fra ugebrevet A4, der viser, at det er spild af tid, når der tages særlige hensyn.
Der bruges halve og hele år på lange indledende afklaringsforløb, der ikke fører nogle steder hen.
Samme undersøgelse viser også, at hvis de nydanske kvinder kommer direkte i aktivering, så er chancen for fast arbejde faktisk større end for kvinder af etnisk dansk oprindelse. Ydermere er de nydanske kvinder næsten lige så gode som de danske kvinder til at fastholde et job, når de først har det.

Positiv effekt
Kommer de nydanske kvinder mere ud på arbejdsmarkedet, kan det også have en positiv effekt med hensyn til integrationen, fordi kvinderne kommer væk fra isolationen i forhold til det omgivende samfund. Dermed får de muligheder for en aktiv deltagelse eksempelvis på arbejdsmarkedet, der vil åbne mange gevinster for alle parter. Der vil blive mulighed for et nærmere kendskab til samfundet, indtægter til familien, styrkelse af kvindernes eget selvværd og styrkelse af kvindernes kendskab til samfundet samt helt nye billeder vil blive dannet i vores bevidsthed om, hvem den nydanske kvinde er. Og der er meget brug for nye billeder i den offentlige debat.

Den første tirsdag i september er det lige præcis 25 år siden, at døren for første gang blev åbnet til Medborgerhuset Pilegården efter en gevaldig indsats fra en række lokale aktører og foreninger i et tæt samarbejde med ledende politikere på Københavns Rådhus. Siden da har Pilegården været et betydningsfuldt kulturelt krydsfelt for mange i Brønshøj-Husum og omliggende bydele.
Med nærmest utrættelig hjælp fra dygtige medarbejdere og en række frivillige bobler det med aktiviteter fra tidlig morgen til sen aften.
Der er noget for alle aldersgrupper.
Børn, forældre, seniorer og alle os andre er velkomne indenfor til oplevelser, netværksdannelser eller et godt måltid mad i husets café.
Pilegården har skabt sig en profil, som skaber respekt hos mig.

Nationale og internationale
Ud over at huset byder på en lang række kulturelle tilbud med både nationale og internationale kunstnere, er der også skabt en fast base for en lang række klubber og foreninger, der på den måde har kunne udvikle sig til gavn for både medlemmer og bydele.
Dertil skal lægges, at huset med øvelokalet til lokale musikere og bands, børnekulturhuset og keramikværkstedet har skabt kernepunkter, der udvikler og styrker en lang række netværk, som rækker langt ud over Brønshøj og Husum.
Et eller andet sted er Pilegården et godt eksempel på et lokalt kulturhus, hvor der er et fint samarbejde mellem den daglige ledelse samt brugerne af huset. Samtidigt er huset fremragende til at opbygge en overordnet musikalsk profil på et højt niveau uden at miste fundamentet som grobund for lokale aktiviteter.

Vanskelig balancegang
Det er en vanskelig balancegang, der ofte kikses i andre kulturhuse i København.
Et kulturhus skal nemlig værne og støtte den mangfoldighed af kultur og foreninger, der er i det lokale miljø og samtidigt give muligheder for store kulturelle oplevelser uden andre rammer end dem, som økonomien sætter.
En ekstra vinkel, som præger Pilegården, er samarbejdet med andre aktører og kulturhuse. Pilegården har været med til at udvikle Musikforeningen fra Pilegården til Runddelen, der i de seneste år har skabt et utal af musikalske arrangementer på strækningen fra Brønshøj via Bispebjerg/Nordvest til et langt stykke inde på Nørrebro.
I samarbejde med de andre kulturhuse er Pilegården ved udvikle nuancerede profiler, der betyder, at hvert kulturhus får en overordnet profil. Eksempelvis er bluesmusik Pilegårdens overordnede profil, mens Vanløse Kulturhus og Bispebjerg/Nordvest har andre overordnede profiler, så udbuddet bliver bredere og overlap undgås.
Det er på det overordnede plan, mens der i basis naturligvis fortsat vil være plads til smalle og overlappende aktiviteter.
Det er et helt rigtigt spor, som Pilegården er inde på.

Kulturhus eller medborgerhus
Endelig har der længe været en debat om, der skal hæftes ordet kulturhus eller medborgerhus på Pilegården.
At pilegården som andre huse har skiftet navn fra medborgerhus til kulturhus, kan diskutteres - især fordi kulturhus i sig selv kan lyde hult, hvis det ikke har noget lokalt islæt over sig. Et kulturhus skal være til for sit nærområde og ikke noget i sig selv. Derfor er det meget vigtigt at styrke og fastholde brugerindflydelsen og dermed nærdemokratiet ved sådanne institutioner. Og pilegården er stadig et vaskeægte hus for alle medborgere, hvor indholdet ikke er blevet ændret, fordi der er blevet skiftet navn fra medborgerhus til kulturhus.
Og godt for det.
Derfor er der al mulig grund til at ønske medarbejdere, bestyrelse, den daglige ledelse og alle de frivillige et stort tillykke med fødselsdagen.