På søndag præcis klokken 13.03 når solen sit laveste punkt i forhold til Vanløse og Brønshøj. Fra det tidspunkt begynder vi atter at gå mod lysere tider igen til glæde for os allesammen.
Jeg tror, at der er mange mennesker i dette land ønsker, at det også politisk snart ville gå mod lysere tider.
Men desværre er der ikke udsigt til forandringer inden for en overskuelig tid, men jeg kan love, at der bliver arbejdet på det.
Lad os dog lige ridse op, hvordan livet er blevet mørkere for mange danskere i de syv år, hvor den borgerlige regering med støttepædagogerne fra Dansk Folkeparti har været ved magten.
Der er noget galt i Danmark
Alle kan se på efterspørgsel på julehjælp hos de frivillige hjælpeorganisationer, at der er et eller andet helt galt i Danmark.
Behovet for julehjælp er så voldsomt, at det ikke længere er muligt for hjælpeorganisationerne at følge med.
Derfor har velfærdsministeren foreslået, at julehjælpen skal indskrives i finansloven i de kommende år.
Det siger vist alt, om regeringens holdning til de basale sociale problemer i samfundet, der på grund af regeringens egen ulighedsfremmende politik er vokset i et omfang, som næsten ikke er til at forestille sig.
Lad os kigge på de basale fakta, som er, at lige nu lever mere end 59.000 børn i relativ fattigdom. En stigning på over 9000 børn på bare 6 år, mere end 3000 børn og unge under 18 år står på venteliste til psykiatrisk behandling. En stigning på mere end 25 procent på bare to år. Andelen af unge som ikke får den altafgørende ungdomsuddannelse stiger. Lejere i tusindvis er sat på gaden, fordi de ikke har råd til huslejen. Vores skoler og børnehaver vedligeholdes ikke og forfalder i stort omfang.
Store dele af vores almene byggeri forfalder, kriminaliteten florerer og alt for mange får ikke en uddannelse eller et arbejde.
Bankdirektøren kan blive bistandsklient
Statsministerens snak om værdien om et stærkt fællesskab, sammenhængskraft, mulighederne for alle og kampen mod den nye fattigdom og den stigende ensomhed er tom snak. Statsministerens drøm om, at bistandsklienten skal kunne blive bankdirektør er bristet. Lige nu er det faktisk omvendt.
Jeg er overbevist om, at det er en tanke, som gør ondt på langt de fleste danskere, så lad os håbe, at der snart bliver udsigt til lysere tider for et mere socialt Danmark.
God jul og godt nytår til alle.
