URBANblog

Archive for december, 2008

Nydansk nytårstale

torsdag, december 25th, 2008

* Nytårstale fra Yildiz Akdogan, MF for Socialdemokraterne - bringes i Kanal København torsdag den 1. januar klokken 12 *
Godt nytår til alle.

Først og fremmest vil jeg sende en hilsen til alle de dejlige mennesker fra Vanløse og Brønshøj, som jeg på ene eller anden måde har været kontakt i løbet af det år, som er gået.
Også tak til alle dem, som har været med til at sætte fokus på problemstillinger, som ellers ikke ville være blevet bemærket af medier og politikere.
Her tænker jeg blandt andet på gruppen forældre for fred fra Brønshøj, hvor Gitte og Jeanet har været med til at sætte de dårlige forhold for skolebørn på dagsordenen.
Det er rigtigt godt.
Jeg tænker også på de mange i Tingbjerg, der kæmper for at gøre boligområdet til et godt sted at være.
I denne forbindelse tænker jeg blandt andre på klubben for fædregruppen, der gør et stort stykke arbejde derude, men også de mange i de andre foreninger, på skolen, ungdomsklubben og ikke mindst Brønshøj Boldklub, som alle bidrager til at gøre Tingbjerg til et sted, hvor der også er positive muligheder.
Her sidst på efteråret blev der endelige bevilget midler til at projektere det byggeri, som om to og et halvt år bliver til et nyt kulturhus og bibliotek, der kan blive et dynamisk kraftfelt i Tingbjerg.
I Vanløse har det nye Lokaludvalg været aktive helt over alle forventninger.
De mange frivillige og ulønnede i lokaludvalget har stået bag et utal af arrangementer og en ny bydelsplan, der nok skal bidrage med at udvikle Vanløse i en positiv retning til glæde for alle borgere i 2720.

Brønshøj skal have et løft
Her sidst på efteråret fik også Brønshøj et lokaludvalg, der måske har en endnu større opgave end udvalget i Vanløse.
Det er jo sådan, at mens Vanløse har fået nyt kulturhus, metro, bytorv, biograf og bibliotek, så er Brønshøj meget forsømt på disse områder.
Blandt andet har jeg noteret mig, at der eksempelvis er et stort ønske i Brønshøj om et nyt kulturhus og bibliotek.
Det er et forståeligt ønske, fordi både kulturhus og bibliotek ikke længere er tidssvarende. Begge steder fungerer rigtigt godt på grund af et fortræffeligt personale, men rammerne er nedslidte og slet ikke på niveau med hvad man ser i andre bydele i København.
Både bibliotek og kulturhus er relevante for almen dannelse og kulturformidling, så jeg håber, at vi sammen kan få sat ønsket om et nyt kulturhus og bibliotek i Brønshøj på den politiske dagsorden.
På landsplan ser det knapt så positivt ud.

Syv sorte år kan mærkes
Det er snart mange år siden, at Kim Larsen sang, at det er en kold tid, som vi lever i.
Og i disse år med Anders Fogh Rasmussen som regeringsleder er det blevet så koldt, at det gør ondt på folk med hjertet på dette sted.
Nu kan vi rigtigt mærke konsekvenserne af syv år sorte år med den borgerlige regering og støttepædagogerne fra Dansk Folkeparti ved magten.
Lad os kigge på de basale fakta, som er, at lige nu lever mere end 59.000 børn i relativ fattigdom.
Det er en stigning på over 9.000 børn på bare 6 år.
Mere end 3.000 børn og unge under 18 år står på venteliste til psykiatrisk behandling.
En stigning på mere end 25 procent på bare to år.
Andelen af unge som ikke får den altafgørende ungdomsuddannelse stiger.
Lejere i tusindvis er sat på gaden, fordi de ikke har råd til huslejen.
Vores skoler og børnehaver vedligeholdes ikke og forfalder i stort omfang. 
Store dele af vores almene byggeri forfalder, kriminaliteten florerer og alt for mange får ikke en uddannelse eller et arbejde.
Statsministerens snak om værdien om et stærkt fællesskab, sammenhængskraft, mulighederne for alle og kampen mod den nye fattigdom og den stigende ensomhed er tom snak.

Bankdirektør og bistandsklient
Statsministerens drøm om, at bistandsklienten skal kunne blive bankdirektør er bristet. Lige nu er det faktisk omvendt, hvilket også kan mærkes i Vanløse og Brønshøj.
Jeg er dog overbevist om, at det er tanker, som gør ondt på langt de fleste danskere, så lad os bruge 2009 til at kæmpe for et socialt Danmark, som vi kan være bekendt.
Godt nytår til jer allesammen - og pas nu godt på jer selv og alle dem, som I holder af og som holder af jer.

Kold jul for mange

onsdag, december 17th, 2008

På søndag præcis klokken 13.03 når solen sit laveste punkt i forhold til Vanløse og Brønshøj. Fra det tidspunkt begynder vi atter at gå mod lysere tider igen til glæde for os allesammen.
Jeg tror, at der er mange mennesker i dette land ønsker, at det også politisk snart ville gå mod lysere tider.
Men desværre er der ikke udsigt til forandringer inden for en overskuelig tid, men jeg kan love, at der bliver arbejdet på det.
Lad os dog lige ridse op, hvordan livet er blevet mørkere for mange danskere i de syv år, hvor den borgerlige regering med støttepædagogerne fra Dansk Folkeparti har været ved magten.

Der er noget galt i Danmark
Alle kan se på efterspørgsel på julehjælp hos de frivillige hjælpeorganisationer, at der er et eller andet helt galt i Danmark.
Behovet for julehjælp er så voldsomt, at det ikke længere er muligt for hjælpeorganisationerne at følge med.
Derfor har velfærdsministeren foreslået, at julehjælpen skal indskrives i finansloven i de kommende år.
Det siger vist alt, om regeringens holdning til de basale sociale problemer i samfundet, der på grund af regeringens egen ulighedsfremmende politik er vokset i et omfang, som næsten ikke er til at forestille sig.
Lad os kigge på de basale fakta, som er, at lige nu lever mere end 59.000 børn i relativ fattigdom. En stigning på over 9000 børn på bare 6 år, mere end 3000 børn og unge under 18 år står på venteliste til psykiatrisk behandling. En stigning på mere end 25 procent på bare to år. Andelen af unge som ikke får den altafgørende ungdomsuddannelse stiger. Lejere i tusindvis er sat på gaden, fordi de ikke har råd til huslejen. Vores skoler og børnehaver vedligeholdes ikke og forfalder i stort omfang. 
Store dele af vores almene byggeri forfalder, kriminaliteten florerer og alt for mange får ikke en uddannelse eller et arbejde.

Bankdirektøren kan blive bistandsklient
Statsministerens snak om værdien om et stærkt fællesskab, sammenhængskraft, mulighederne for alle og kampen mod den nye fattigdom og den stigende ensomhed er tom snak. Statsministerens drøm om, at bistandsklienten skal kunne blive bankdirektør er bristet. Lige nu er det faktisk omvendt.
Jeg er overbevist om, at det er en tanke, som gør ondt på langt de fleste danskere, så lad os håbe, at der snart bliver udsigt til lysere tider for et mere socialt Danmark.
God jul og godt nytår til alle.

Både i fodbold og generelt giver mangfoldighed styrke !

onsdag, december 10th, 2008

Meget kan man lære af fodbold. En af mine teser er, at fodbold er en særdeles god vej til en bedre integration, fordi glæden over spillet knytter os sammen i et fælles univers.
Det gælder både på banen og ude på tilskuerpladserne.
Nu viser international forskning, at mangfoldighed også er en vej til flere sejre på fodboldbanen.
Det er et fransk-schweizisk forskningsprojekt, der har regnet lidt på kampene i Champions League.
Her viste det sig, at de hold, der blev slået ud efter de indledende gruppespil, havde ‘blot’ 48,6 procent udenlandske spillere, mens holdene i semifinalerne havde 67,6 procent.
Forskerne konkluderer derfor, at baggrunden for de mange sejre til de mangfoldige hold blandt andet er, at spillerne studerer hinanden og lærer af hinanden på tværs af kulturer og traditioner, hvilket frembringer en stærkere international spillestil.

Vanløse og Brønshøj
Vi kan ane lidt på vores to lokale hold i 2. division øst.
Brønshøj har haft et meget flot efterår med den spanskfødte Danni König som en af de afgørende spillere i mange af kampene.
Modsat har Vanløse tabt en række kampe i den sidste halvdel af efterårssæsonen, hvor målmageren med de tyrkiske aner Özgür Özdemir har været ude med en skade.
Egentlig er det ikke så underligt, at mangfoldighed giver styrke, fordi helheden bliver stærkere, når erfaringer, inspiration og viden fra en række forskellige kulturer lægges sammen.

Gælder også på arbejdsmarkedet
Et andet område, hvor der også hentes gevinster ved mangfoldigheden er væksten her i Danmark.
En ny undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at selvom ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør godt seks procent af befolkningen i den erhvervsaktive alder, så står de for knap halvdelen af beskæftigelsesfremgangen i Danmark.
Med andre ord, så giver mangfoldighed styrke både på fodboldbanen og i samfundet generelt.

500.000 sygedage på grund af mobning

onsdag, december 3rd, 2008

Resultater fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at hver tolvte medarbejder udsættes for mobning og chikane, der fører til en forøget sygdomsfrekvens og i enkelte tilfælde til udstødelse af arbejdsmarkedet.
Hver tolvte medarbejdere svarer til næsten en kvart million af det samlede antal lønmodtagere på arbejdsmarkedet.
Forskning viser, at ofrene har årligt mindst to sygedage mere end medarbejdere på arbejdspladser uden mobning. Det betyder, at sygefraværet øges med 500.000 dage hvert eneste år på grund af mobning på de danske arbejdpladser.
Omfanget er så grotesk, at jeg vil bede ministeren om at redegøre for en lovgivning, der er helt utiltrækkelig.
Arbejdsgiverne skal i følge arbejdsmiljøloven sikre den ansatte et sikkert arbejdsmiljø, hvilket naturligvis også omfatter mobning og chikane. Også i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse er der en bestemmelse, der pålægger arbejdsgiveren at sikre den ansatte mod mobning og chikane, men der er ingen sanktioner, hvis den ikke overholdes.
Derfor opgiver fagbevægelsens jurister næsten altid at føre den type sager, fordi det i praksis er umuligt at få tilkendt erstatning.
Det kan ikke være rigtigt, at det skal være gratis for arbejdsgiverne at chikanere medarbejderne i et omfang, der både belaster den enkelte og ikke mindst erhvervslivet, som på den måde må mangle arbejdskraft, der svarer til en halv million sygedage om året.