Yildiz Akdogan

Med jævne mellem koger de sociale problemer over i ekstreme udtryk i Tingbjerg, og det skal heller ikke skjules, at der er problemer i området ved Utterslev Mose, men rygmarvsreaktioner med krav om mere politi og hårdere straffe er lige så forudsigelige som perspektivløse, fordi på intet tidspunkt i verdenshistorien har de to elementer kunne løse sociale problemer.
Vi véd, at der i Tingbjerg er flere end gennemsnittet, der må leve af en indtægt under fattigdomsgrænsen, hvilket blandt andet udspringer af en større ledighed i forhold til andre bydele.
Og den større ledighed er knyttet til, at det selv i denne tid med fuld beskæftigelse stadig er vanskeligt at finde arbejde for de mange nydanske mænd og kvinder, der bor i området.
Dette fører til en social og kulturel armod i familierne, som ofte ikke har mulighed for at føre deres børn frem til en bedre tilværelse, end de selv har.
Børnene og de unge mærker denne rodløshed og søger andre rollemodeller, som kan være de lokale gadebander eller religiøse fanatikere. Begge grupper holder er derfor ofte synlige i ghettoområderne.
Tiden er derfor inde til at få en mere nuanceret indsats, hvor der skal bruges værktøj fra kassen med boligpolitik, socialpolitik, integrationspolitik, kulturpolitik og erhvervspolitik.

Ingen er gode eller onde
Som udgangspunkt er ingen mennesker i sig selv onde eller dårlige, men det er en række forskellige omstændigheder, der fører til den situation, hvor et menneske reagerer negativt i en utilpasset situation.
Derfor mener jeg, at der skal etableres en massiv social indsats i forhold til de enkelte børn og unge, fordi fundamentet for gadebander og anden kriminalitet kan kun elimineres ved konkret social hjælp hos det enkelte barn/unge menneske og vedkommendes familie.
Vigtigt for et boligområde er også de kulturelle tilbud, hvor der kan udvikles positive projekter, der kan styrke sammenhold og netværk.
Derfor er det også ærgerligt, at det ikke har været muligt for Københavns kommune at afsætte midler i 2009 til påbegyndelsen af opførelsen af det kulturhus, der ellers var lagt op til i Tingbjerg.
Derfor kan jeg kun opfordre de kommunale politikere til at være opmærksomme på en opprioritering af den kulturelle indsats i området.

Mikrolån og iværksættere
Der ud over kunne en erhvervspolitisk indsats gøre en forskel.
Det kunne eksempelvis at give beboere og udefra kommende aktører mulighed for adgang til mikrolån til at etablere mindre virksomheder, hvilket man eksempelvis i Sverige har haft succés med.
Nye mindre virksomheder kan skabe vækst, arbejdspladser, et stærkere socialt fundament og positive rollemodeller for både børn og unge.
Netop muligheden for egen virksomhed er uhyre tiltrækkende for både mandlige og kvindelige nydanskere, der i følge forskningsresultater oven i købet er rigtigt gode iværksættere.
Muligheden for mikrolån kunne også tiltrække nogle stærke personer udefra til at sætte virksomheder i gang i området.

God boligpolitik
Endelig bør Tingbjerg fortsætte med at prioritere de ressourcestærke til de nye større og relativt billige familieboliger, som der gerne må komme flere af.
Fordelene ved denne boligpolitiske indsats er tydelige. Dels bliver den sociale fordeling i byen som helhed mere rimelig, dels åbner det op for de absolut nødvendige billige boliger til de uundværlige faggrupper som sygeplejersker, skolelærere, politifolk og pædagoger, som normalt har vanskeligheder ved at finde en bolig i København.
Jeg vil derfor opfordre alle, der vil det bedste for Tingbjerg, til at gå sammen om at få gennemført denne kombinationsmodel, fordi enkeltstående indsatser ikke i sig selv kan løse helhedsproblemet.

Når den nye kulturminister efter nytår åbner DR’s nye koncerthus, bør hun og Danmarks Radio tænke over, at man ikke kan præstere stor kunst bare fordi, at man åbner et stort hus til 1,4 milliarder kroner.
Sagen er den, at den borgerlige regering sammen med Danmarks Radio i den grad svigter den danske musik samt de spillesteder i basiskulturen, hvor talenterne og kulturen udvikles.
For nylig fik Danmarks Radio en røffel af Mediesekretariatet for at svigte den nye public service aftale fra 2007, hvor DR havde givet tilsagn om at øge omfanget af dansk musik i TV, men i stedet er der blevet bragt mindre dansk musik end nogen sinde før.
Det burde egentlig ikke være så svært, men åbenbart er det for DR.

Regeringens dobbeltmoral
Her kan DR måske lære lidt af de små lokal-tv-stationer, som i den grad præsenterer det ene danske band efter det andet for åben skærm i en god markedsføring af musikerne og de spillesteder, der i den grad fremelsker den danske musikkultur.
Når der i forvejen er et nyt stort musikhus i København, kan man stille spørgsmålstegn ved om der var brug for et nyt hus?
Tænk, hvor mange live-koncerter med dansk musik, der kan formidles videre for 1,4 milliarder kroner.
En anden tankevækkende ting er regeringens selvmodsigende politik. På den ene side bryster de sig af kærlighed til den danske kultur, og for os andre det ene uforstående kanon efter den anden, mens den selv samme regering ned ned på præcis relevante kulturområder. Og her kan man ikke lade være med at spørge, hvorfor?
Eksempelvis er den statslige bevilling til spillestederne ikke blevet opskrevet i de syv år, hvor den borgerlige regering har siddet ved magten.
Den manglende opskrivning betyder, at mange af landets spillesteder har tunge økonomiske problemer, der kan føre til lukning.
Det gælder blandt andet Pumpehuset og Lades Kælder, mens Stengade 30 netop har reddet sig med et akut lån på 800.000 kroner fra Københavns Kommune.

Finkulturel arrogance
Generelt er det et udtryk for en finkulturel arrogance, som den politiske elite har i forhold til den basiskultur, der danner grundlaget for udvikling af de talenter og den musik, som driver den kreative musikalske kultur fremad.
Uden denne basis ville der ikke være noget grundlag for hverken DR’s kulturhus eller den danske musik generelt.
Derfor vil jeg opfordre Danmarks Radio til at søge ud i basiskulturen til det fundament, hvor musikken trives og udvikles, mens den nye kulturminister bør finde midler til en betragtelig styrkelse af bevillingerne til spillestederne.
Fine ord skaber nemlig ingen udvikling i sig selv.

Meget tyder på, at vi her i 100-året for kvindernes valgret er på vej ind i et paradigmeskift, hvor uligheden mellem kvinder og mænd er ved at skifte karakter.
Stadig er det dog sådan, at manglende ligeløn stadig er klassikeren i debatten om ligestillingen. Nye tal viser, at der stadig er op til 15 procent forskel på mænds og kvinders løn, hvilket i sig selv er pinligt for et samfund, hvor emnet har været til debat i mere end én generation.
Det er den ene og meget vigtige del af debatten, men i det lidt mere grå område er det nu mændene og drengene, som bliver marginaliserede i forhold til det feminine køn.
Eksempelvis viser nye tal fra Danmarks Statistik, at drenge klarer sig markant dårligere end piger uafhængigt af social baggrund, og det gælder fra folkeskolen over erhvervsuddannelser til de lange videregående uddannelser.
Kigger man nærmere på tallene, så viser det sig, at 78 procent af pigerne får en ungdomsuddannelse, mens det kun gælder for 72 procent af drengene. Og ser man på videregående uddannelser, så har 46procent af pigerne en videregående uddannelse eller er i gang med én, når de er 25 år, mens det samme gælder kun for 32 procent af drengene.

Udfordring i ligestillingens navn
Den udvikling rummer i sig selv en udfordring for samfundet i ligestillingens navn, fordi der er udsigt til en helt ny ulighed, hvor et flertal af kvinder med gode uddannelser får et liv i overhalingsbanen, mens mændene kan ende i alvorlige sociale problemer, fordi mange af de manuelle job, som ikke kræver den store uddannelse, er ved at forsvinde.
Også omkring sundhed og sygdom er der en markant forskel mellem mænd og kvinder.
Det være sig levetid, hvor mænd i gennemsnit lever fem år mindre end kvinder. I forhold til kvinder begår tre gange så mange mænd selvmord. Mænd er mere belastet af psykiske lidelser, og mænd dør oftere af sygdomme, der kunne have været forebygget.
Det er i denne sammenhæng helt klart, at vores sundhedssystem ikke er gearet særligt godt til at være opmærksomme på mænds tilgang til sundhed og sygdom.

Vold mod kvinder
En sidste sag er mænds vold mod kvinder.
Næsten 30.000 kvinder udsættes hvert år for fysiske overgreb fra deres mænd.
Der ud over øver mænd vold mod kvinder i forbindelse med prostitution og handel med kvinder over grænserne.
Vold i nære relationer handler blandt andet om mænds billeder af sig selv.
Vi lever i en massemediestyret verden, hvor vold (og sex) er ingredienser i vores fælles forståelse af, hvad der er salgbar underholdning.
Se bare lørdagsunderholdningen i tv, hvor volden nærmest driver ud af skærmen i den bedste sendetid.
Et eller andet sted dyrkes næsten uden forbehold en model, hvor kontrol, dominans, magtmisbrug og brutalitet fremstilles som idealer for den rigtige maskuline mand.
Vold handler også om at gøre volden til et fast element, der tolereres af samfundet samt knyttes til mænd.
Som samfund er vi derfor nødt til at anerkende, at vi har et problem på en del områder, hvad angår mænds vilkår.
Derfor bør vi etablere en mandekommission, der skal undersøge og debattere mænds vilkår med det mål at bringe ligestillingen ajour med den tid, som vi lever i nu, fordi bedre vilkår for mænd og drenge er en forudsætning for fuld ligestilling.
Og der er ingen modsætning i at kæmpe for en styrkelse af vilkårene for både mænd og kvinder, fordi ligestilling styrkes af bedre vilkår for alle uden skelen til kønnet.