URBANblog

Archive for juli, 2008

Udsigt til færre danske medaljer ved OL

torsdag, juli 31st, 2008

Når kulturministeren sætter sig med klaphatten på det olympiske stadion i Beijing, burde han måske tænke lidt over, hvorfor det er gået ned ad bakke for dansk idræt i de syv år, hvor han har været sportens minister.
Fodboldlandsholdet er dumpet ned som nummer 33 Fifa’s verdensrangliste, og vi vinder færre og færre medaljer i traditionelt stærke sportsgrene som cykling, badminton, sejlsport og kano og kajak, og vi har ikke udsigt til mange medaljer ved OL i Kina.
Rent faktisk høstede dansk idræt flere gode resultater og var generelt stærkere under den socialdemokratiske regering i 90′erne.
Den vigende tendens i resultater og svækkelsen af konkurrenceevnen næppe skyldes tilfældigheder, og at der er god grund til at tro, at tendensen vil fortsætte fremover.

Talenter forsømmes
Både kulturministerens og Team Danmarks opmærksomhed har i de seneste år primært været rettet mod de etablerede navne, mens talenterne og det frivillige fundament er blevet forsømt.
I generationer har det været de mange frivillige ude omkring i klubberne, der har skabt den kultur og de miljøer, hvor talenterne har kunne plejes og udvikles til de eliteudøvere, som har høstet medaljer og hæder til dansk idræt.
Mere end 500.000 frivillige ledere, trænere og hjælpere sørger hver eneste dag for, at tusindvis af børn og unge kan nyde de mange glæder, der følger med at deltage i idrættens fællesskab.
Men i dag er gennemsnitsalderen blandt de frivillige relativ høj, hvilket betyder, at der snart vil være mangel på ledere.
Derfor savnes konkrete handlinger, der kan dæmpe op for noget, der ligner dansk idræts største udfordring i de kommende år.
I det frivillige arbejde skabes utroligt kostbare fordele, som samfundet generelt nyder godt af, men det bliver ikke i tilstrækkeligt omfang honoreret af kulturministeren og hans bagland i regeringen.
Der er mange eksempler på, at de frivillige ledere og idrætsforeningerne baner vejen for en positiv integration, bidrager til udvikling af børnenes sociale adfærd samt øger både børnenes og forældrenes opmærksomhed på gode kostvaner.

Bør ikke lukkes inde hos Brian
Derfor er idrætsområdet alt for vigtigt til at blive lukket inde i et enkelt ressortområde som kulturministeriet.
I stedet bør idrætten blive en integreret del i de ministerielle ressortområder, som nyder godt af de samfundsmæssige gevinster, der høstes af de frivilliges arbejde ude i klubberne.
Det ville give perspektiver, der både vil gavne de frivillige, talenterne, samfundet generelt og skabe basis for flere medaljer til dansk idræt i fremtiden.