Yildiz Akdogan

Set i lyset af den økonomiske og sociale ulighed eller de globale udfordringer som for eksempel klimaproblemerne og den øgede sult på verdensplan, så virker det noget nær småligt, at den politiske dagsorden fyldes af et stykke stof.
Det er nærmest en tilsløring af de reelle udfordringer, som vi politikere har et ansvar for at løse.
Er der virkelig ikke vigtigere emner at tage sig af, eller er tørklæderne en politisk detalje, der er til at overskue for selv den mest populistiske politiker.

Den grundlovsfæstede frihed
Men det kan blive kostbart for den grundlovsfæstede personlige frihed, hvis enkelte personer udelukkes fra deltagelse på det offentlige arbejdsmarked for at imødekomme angsten for, at Danmarks stærke kulturelle fundament kan rystes af et lille stykke stof.
Omkring tørklæderne er mit personlige synspunkt det, at jeg ikke selv kunne drømme om at bære det eller på anden måde signalere min religiøse holdning i det offentlige rum, men jeg vil - som menneske og politiker - forsvare mine medsøstres ret til at gøre det.
Ligesom jeg vil kæmpe for, at der kommer flere kvinder i bestyrelser, og lønforskellene mellem mænd og kvinder udlignes.
Det er et spørgsmål om menneskerettigheder.
I bund og grund bør alle politikere i et demokratisk samfund kæmpe for at sikre den personlige frihed på det kulturelle, religiøse og seksuelle område.
Det betyder, at det er en knægtelse af frihedsrettighederne, hvis vi udelukker udvalgte grupper fra offentlige stillinger alene, fordi de har tørklæde eller et kors på. Man kan jo spørge sig selv, hvor går grænsen?
Og hvad bliver det næste?

Områder, hvor et forbud kan overvejes
Der kan naturligvis være nogle områder, hvor religiøse symboler af alle slags kan overvejes på grund af praktiske og/eller etiske hensyn.
Eksempelvis kan en religiøs påklædning forårsage hygiejnemæssige problemer på et sygehus.
I sådan et tilfælde skal den ansatte selvfølgelig leve op til de krav, reglerne om hygiejne stiller til påklædning. Faglighed og ansvar må altid komme før religiøse hensyn.
Men hvad angår dommere er det efter min mening et andet spørgsmål.
Her har vi at gøre med autoriteter, hvor det er afgørende, at de er fuldstændig neutrale.
Det er også vigtigt for mig, at der er ligestilling mellem religiøse symboler. Derfor skal ingen dommere bære symboler fra en bestemt religion, hvad enten dette måtte være muslimsk skæg, kristent kors eller jødiske kalotter.
Men overordnet udfører de forskellige velfærdsfrontkæmpere deres arbejde ud fra deres faglige uddannelse, og ikke ud fra deres religion. Og hvis det omvendte skulle være gældende, så skal der selvfølgelig være sanktionsmuligheder.
Og det er der allerede, hvis man svigter sit arbejdsansvar og forpligtelser.

Sammenhæng og konsekvens
Jeg vil derfor opfordre mine politiske kolleger til at lade være med at bruge et lille stykke stof til at underminere de grundlovsfæstede frihedsrettigheder.
Der bør være en sammenhæng mellem sagens størrelse og de konsekvenser, som man drager som politiker.
Og det er vel at mærke også mange andre sager, som i højere grad fortjener politisk opmærksomhed.

Mere end 500.000 frivillige ledere, trænere og hjælpere sørger hver eneste dag for, at tusindvis af børn og unge kan nyde de mange glæder, der følger med at deltage i idrættens fællesskab.
Men i dag er gennemsnitsalderen blandt de frivillige relativ høj, hvilket betyder, at der snart vil være mangel på ledere.
Derfor savnes konkrete handlinger, der kan dæmpe op for noget, der ligner dansk idræts største udfordring i de kommende år.
I det frivillige arbejde skabes utroligt kostbare fordele, som samfundet generelt nyder godt af, men ikke i tilstrækkeligt omfang bliver honoreret af kulturministeren og hans bagland i regeringen.
De frivillige ledere og idrætsforeningerne baner vejen for en positiv integration, for når man mødes til træning, kampe og almindeligt socialt samvær i klubberne, så spiller hudfarve, religion eller kultur ikke den store rolle.
Til gengæld åbner samværet op for spørgsmål og svar omkring de emner, som kan give anledning til forundring.

En af hovedvejene til en vellykket integration
Der er blevet skrevet mange tykke bøger og rapporter om integration, og der er blevet afholdt utallige konferencer og møder, hvor storblomstrende teorier har ført til utallige mere eller mindre besynderlige forslag, men jeg er ikke i tvivl om, at idrættens fællesskab er en af hovedvejene til en vellykket integration.
Endelig er klubberne også gode til at inddrage nydanske forældre i det daglige liv omkring idrætten, hvilket på et praktisk plan styrker den positive integration.
I samme ånd yder idrætten et værdifuldt bidrag til udvikling af børnenes sociale adfærd til kostbare menneskelige egenskaber, som har positive effekter i mange sammenhængen for både det enkelte menneske og samfundet generelt.
Endelig bidrager klubberne i høj grad til at øge børnenes og forældrenes kendskab til værdien af gode kostvaner.
Men bliver det påskønnet.
Ikke i synderligt omfang.

Rodede støtteordninger
Hovedproblemet er, at der ofte etableres forskellige projektpuljer, som klubberne kan søge.
Men disse projektpuljer er ofte tidsbegrænset til ét eller to år, hvilket betyder, at erfaringerne sjældent bliver fastholdt, når støtteperioden slutter.
Mange klubber har henvendt sig til mig med beklagelser over de gode erfaringer, som de ikke kan føre videre.
Til gengæld kan de begynde forfra med at lede efter nye projektpuljer, hvorefter rouletten kører endnu en gang.
Derfor kunne det være passende at sætte ind med en helhedsorienteret indsats i forhold til breddeidrætten så støtten til klubberne bliver permanente i en grad, så erfaringer og gevinster kan fastholdes i de lokale miljøer.
Det ville derfor være fornuftigt at integrere idrætten i de ministerielle ressortområder, som nyder godt af de samfundsmæssige gevinster, der høstes af de frivilliges arbejde ude i klubberne.

Udenrigsminister Per Stig Møller bør sende en appel til relevante myndigheder i Saudi Arabien for at få omstødt en absurd dødsdom over den 31-årige tyrkiske barber Sabri Bogday fra Jeddah i Saudi Arabien, der er dømt til døden ved halshugning for blasfemi.
Dommen er både i strid med de anerkendte menneskerettigheder og et udtryk for en helt uacceptabel misbrug af religionen, hvor menneskeliv er mindre værd end ord.
Barberen er dømt til døden for blasfemi, fordi to af hans kunder gik til myndighederne med oplysninger om, at barberen skulle have udtrykt forbandelser over såvel Gud som profeten Muhammed.
Sabri Dogday, der kun sporadisk forstår arabisk, dels er blevet dømt uden bistand af en forsvarer, dels uden mulighed for at angre, som det ellers er sædvane i Saudi Arabien.
Fra den vestlige verden bliver vi nødt til at sende et signal om, at den slags domme vækker væmmelse og foragt. Derfor bør Per Stig Møller reagere med en skarp appel.
Et synspunkt, som Amnesty International er enige i, og derfor har organisationen nu udsendt en international appel med opfordring til at protestere over dødsdommen direkte til Kong Abdullah Bin Aziz Al-Saud.
Henrettelser er udlændinge i Saudi Arabien er hyppige, oplyser Amnesty International.
Alene i 2008 er mindst 50 mennesker blevet henrettet, heraf var de 20 udlændinge.