Yildiz Akdogan

I denne uge holdt den berømte og berygtede organisationen Hizb ut-Tahrir sit årlige møde, og igen blev der fremlagt visioner for et verdenssyn, der fik undertegnede til at ryste på hovedet.
Denne gang med en vis bekymring.
Ledelsen og de knap 2-300 aktive medlemmer i HT’s vision går ud på at ’genrejse et islamisk kalifat’.
Og gruppen valgte at dele denne vision med flere hundrede sympatisører og andre nysgerrige, der var valfartet til K.B. Hallen sidste weekend.
Det er der sådan set ikke noget galt i.
Som enhver anden organisation/forening har de brugt deres demokratisk sikrede ret til at samles og ytre sig for på den måde at give deres politiske og ideologiske farve til kende.
Andre radikale grupper, som nazisterne, benytter sig også af disse ”goder” til at udtrykke totalitære og inhumane synspunkter!
Det er demokratiets vilkår, at der skal være plads og mulighed til alle synspunkter.
Herhjemme går vi jo meget op i ytringsfrihedsprincippet.
Men bør der også være plads til synspunkter eller skræmmende visioner, der opfordrer til vold, forhånelse og diskrimination af andre grupper?
Næppe!
Men ikke desto mindre er det, hvad der kom til udtryk i HT’s årlige møde. For at opnå drømmen om et genrejst islamisk kalifat, skal alle midler tages i brug, eller som de udtrykte det “hoveder skal rulles, hvis nødvendigt”.
Min bekymring om organisationen, blev kun øget da Islamisk Trossamfund negligerede HT til en “snakkeklub med urealistiske projekter”.
Denne “snakkeklub” bliver jo set og hørt – især af mange fortvivlede og identitetsforvirrede unge mennesker, der hopper på bølgen og stiller spørgsmålstegn ved demokratiet som styremodel, og det på trods af, at historien gang på gang har lært os faren ved absolutte systemer.
En lukning af HT er næppe en løsning på “udfordringen” ligesom en negligering af det til en “snakkeklub” er farligt.
Men tankevækkende er det, at lederen af HT afviser lukningen af organisationen og henviser til den danske grundlov, som HT i realiteten modarbejder.
Det er jo tydeligt, at HT går ind for princippet med, at moral er godt, mens dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Men HT er ikke alene dobbeltmoralsk, men også farlig.

Man kan sige meget om statsminister Anders Fogh Rasmussen. Eksempelvis har han siden den første dag i statsministerstolen spillet sine kort med samme omtanke som en professionel pokerspiller.
Med lidt fedtspil, bluff og en nærmest sørgmodig maske har han forført mange danskere til at tro, at livet i Danmark aldrig har været bedre.
Men med udspillet om skattelettelser røg masken af den ellers så garvede pokerspiller.
Nu skal de rige have endnu mere, og for en god ordens skyld skal de lavestlønnede også have lidt, men stadig langt fra de beløb, som kommer de rige til gavn.
Bare lige for at sætte lidt tal på, så vil en buschauffør med en årsløn på 211.000 kroner for eksempel få 1.591 kroner mere til rådighed om året i 2009, mens en privatansat med en årsløn på 540.000 vil få 7.235 mere til rådighed om året i 2009.
Den hopper danskerne garanteret ikke på.

Hasard med statsministerstolen
Derfor ligner det et udspil fra en mand, der føler sig så sikker i forhold til vælgerne, at han godt vil spille lidt hasard med statsministerstolen.
Nok er han en god taktiker, men denne gang har han overspillet sine kort.
Og hvis det ikke er nok, så er der mange andre grunde til at være lidt skeptisk, når statsministeren maler skønmalerier over de år, hvor han har siddet ved magten.

Brudte valgløfter
Jeg vil lige finde nogle tidligere valgløfter frem.
Der er eksempelvis løftet om pasningsgaranti, hvor regeringen i sidste valgkamp lovede, at alle borgere skulle have ret til at få deres børn passet.
Men på grund af skattestoppet har kommunerne svært ved at hjælpe regeringen med dette valgløfte.
Beregninger fra Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender viser, at der i gennemsnit blev én lukkedag mere om året fra 2006-2007. En undersøgelse fra Catinét har desunden vist, at 66 procent af daginstitutionerne har indført lukkedage inden for de seneste fem år. I alt holder daginstitutionerne i gennemsnit otte lukkedage om året, hvorfor der altså ikke er en reel pasningsgaranti.
Vi kan også tage behandlingsgarantien.
Regeringen har givet løfte om en maksimal ventetid på mellem to og fire uger til patienter med livstruende sygdomme.
Det har imidlertid vist sig, at regeringen ikke har kunnet leve op til den lovfastsatte garanti, den har stillet borgerne i udsigt - tværtimod.
De maksimale ventetider til kræftbehandling er langt fra overholdt, og Kræftens Bekæmpelse vurderer, at der dør én patient om dagen som følge af ventetid.
Kapaciteten på sygehusenes strålekanoner er i år 45.000 behandlinger lavere end
behovet, så patienterne enten må vente meget længe eller rejse til udlandet for at få den
nødvendige behandling.

Sne fra sidste vinter
Og så skal vi tage endnu et valgløfte, der er mindre værd end den sne, der faldt sidste vinter.
Regeringen stillede skoleeleverne og ikke mindst deres forældre i udsigt, at der skulle være et minimumstimetal i skolerne.
Et godt løfte, men alt for mange steder indfries kravene ikke i praksis. Ifølge en undersøgelse
fra Undervisningsministeriet må en sjettedel af landets folkeskoleelever klare sig med
færre timer, end folkeskoleloven giver dem ret til.
Og sådan kunne jeg blive ved og ved.
Men jeg tror godt, at de fleste har gennemskuet den nu maskeløse statsminister.

I denne uge er de fleste børn startet i skolen igen efter sommerferien.
Tilbage til de slidte bøger, de skæve stole, det dårlige indeklima, de klamme toiletter og de mange farlige momenter i de nedslidte lokaler.
Faktisk går eleverne i princippet på arbejde.
Og alle gode arbejdsgivere véd, at der altid er størst udbytte fra medarbejderne, hvis arbejdsmiljøet er i orden.
Alene af den grund er det jo fint, at man har en arbejdsmiljølov, så medarbejderne på virksomhederne er beskyttet mod at pådrage sig lidelser og ulykker.
Sådan er det for de voksne, men ikke for børnene på deres arbejdsplads.

Lov uden tilsyn og sanktioner
De må leve med den såkaldte undervisningsmiljølov.
Men det er en lovgivning, hvor der hverken er sanktioner eller tilsyn, så skolerne tager det hele meget roligt, fordi der sker ingenting ved at lade være.
Ifølge den seneste undersøgelse har kun 41 procent af landets skoler opfyldt kravet om at foretage en såkaldt undervisningsmiljøvurdering (UMV) og lægge den ud til offentligheden på deres hjemmesider.
Derfor har undervisningsminister Bertel Haarder flere gange bedt de ansvarlige kommuner at tage lovgivningen alvorligt.

Der sker ingenting ved at lade være
Men spørgsmålet er, om det hjælper, fordi kommunerne véd godt, at der ikke sker noget ved at lade være.
Og kommunerne, der i forvejen lider under regeringens skattestop, véd også godt, at det kan koste mange penge at opdatere elevernes fysiske miljø til et bare nogenlunde rimeligt niveau.
Heller ikke på skolerne i Vanløse og Brønshøj tages lovgivningen specielt alvorligt.

Kun fire ud af 12 skoler overholder lovgivningen
TV-Bella har foretaget en undersøgelse, hvor det viser sig, at kun fire ud af de 12 folkeskoler i Vanløse og Brønshøj opfylder lovgivningen.
Alt i alt kan man konstatere, at skolebørn og deres arbejdsmiljø ikke bliver taget alvorligt.
Det er ærgerligt, fordi jeg er overbevist om, at alle ville få gevinster af et bedre miljø på skolerne.
Og det behøver ikke at være dyrt.

Gør dog som i Sverige
Der var også bekymringer om økonomien fra visse politiske grupperinger, da Sverige for en række år siden fik en arbejdsmiljølov for skoleelever og studerende, men de svenske politikere var kloge og gjorde loven til en rammelov, hvor opgaverne blev løst i forhold til en prioritering over en årrække.
Dette burde vi også gøre i Danmark, fordi vores skolebørn har fortjent det.
Derfor kan jeg kun opfordre Bertel Haarder og den borgerlige regering til at få strammet den lovgivning op, så vi kan sende børnene i skole med god samvittighed.

Aldrig har danske medier sat så meget fokus på et valg i Tyrkiet som ved seneste valg den 22. juli. Alle medier har flittigt skrevet, omtalt og kommenteret op til og under valgforløbet. I bund og grund en god og absolut tiltrængt udvikling i de danske medier.
Men når de vigtigste spørgsmål formuleres som »hvad synes du om, at islamisterne har sejret i Tyrkiet?« eller »tror du Tyrkiet nogensinde kommer ind i EU, når det nu er blevet så religiøst?« så giver det et skævt billede.
Der er et klart mønster i de danske mediers dækning af Tyrkiet og EU-processen – især når det gælder de årlige topmøder: Det er altid de samme hovedemner, der konsekvent fylder mediernes overskrifter. Emner som mangel på respekt for menneske- og minoritetsrettigheder, Tyrkiets store befolkning og ikke mindst landets forskellige normer og dets anderledes kultur i forhold til de europæiske lande.

Reelle problemstillinger
De to førstnævnte problemstillinger er reelle, og de kræver en aktiv handling fra Tyrkiet. Sidstnævnte også kaldet »den muslimske faktor« er uforståelig og i modstrid med EU-sloganet »forenet i mangfoldighed«. Derfor bør den heller ikke
bruges som et indirekte argument for at blokere Tyrkiets EU-drømme- og ambitioner. Men ikke desto mindre er netop denne faktor blevet mere og mere fremherskende i den danske såvel som den europæiske debat.
I mediernes dækning af valget i Tyrkiet blev fokus rettet mod religion og verdslighed i tyrkisk politik. Vigtige spørgsmål, såsom hvad valget vil betyde for Tyrkiets økonomi, for dets naboer og for EU-processen, forblev sekundære.
Godt nok prøvede enkelte medier også at dække militærets rolle, den demokratiske proces i Tyrkiet og ikke mindst det kurdiske spørgsmål. Men flertallets fokus var på Erdogan-regeringens religiøse islæt. Dette fokus er selvsagt ikke irrelevant, da det vil have en betydning for tyrkisk politik. Men at fastholde dette perspektiv og omtale Erdogan og hans AKP-parti primært som »islamisk«, er ikke alene forkert; det giver også et misvisende billede af Tyrkiet og den demokratiseringsproces, landet er i.
AKP opfatter sig selv som en pendant til det tyske CDU, og det kan vi andre også gøre langt hen ad vejen. De til tider underlige ud-talelser med visse religiøse under-toner fra AKPs bagland kan skabe forvirring, men de skal snarere ses som udtryk for den voksende ytringsfrihed end som et tegn på, at Tyrkiet er på vej til at blive en slags nyt Iran, fordi et konservativt religiøst parti har fået 47 procent af stemmerne.

Islamistiske linie
Et flertal af eksperter fokuserer da også på de efterlevede valgløfter frem for AKPs »islamistiske« linie. Et tydeligt eksempel er udtalelsen fra den kendte armenske redaktør, Etyen Mahcupyan, der mener, at Erdogans mindretalspolitik og retorik har givet ham troværdighed hos det armenske mindretal.
En anden religiøs mindretalsgruppe, alevitterne, der udgør et sted mellem 20 og 30 procent af befolkningen, har heller ikke været afvisende over for Erdogans politik på grund af religiøse spørgsmål. Alevitterne er ellers kendt for at være tro sekularister og tilhængere af venstrefløjspartier. De går ikke i moskeer, men har deres egne kulturhuse, også kendt som Cem-huse, og deres livsopfattelse er mere filosofisk præget: »En times tænkning er bedre end 100 års bøn«, lyder et alevittisk ordsprog.
I mediernes generelle billede af Tyrkiet glemmer man ligeledes at nævne, at Tyrkiet er bygget på et parlamentarisk system med demokratiske institutioner, og at landet var tidligere fremme end nogle af de katolske EU-lande, hvad angår valgret til kvinderne – det har tyrkiske kvinder haft siden 1930. Ligeledes er abort og alkohol tilladt. Tyrkiet er ikke et fuldmodent demokrati, nej, men landet er bestemt heller ikke på vej til at blive en islamisk stat.

Nuancer mangler
Men lige så ofte som Tyrkiet blev nævnt, lige så hyppigt tonede ordet islam frem under valgdækningen. Det er en mangel på nuancering, og det bidrager til forvirring hos gennemsnitsdanskeren om, hvor Tyrkiet er på vej hen. I lyset heraf kan det derfor heller ikke overraske, at et flertal af danskere er skeptiske eller modstandere af landets EU-medlemskab.
Mediebilledet er fyldt med skræmmebilleder.

Det bliver en svær balance for Erdogan at opbløde sekularismen og samtidig citere Atatürk flittigt
“Vi har styrket økonomien, formindsket gælden, reduceret inflationen ned til et-ciffer, afsat den største budgets-andel til uddannelse, støttet projekter ‘unge piger tilbage til skolen’, sat fokus på reformer og udviklet et sundhedssystem, der behandler alle lige. Kort sagt, så har vi holdt, hvad vi lovede og sat vores borgeres ve og vel i centrum. Spørgsmålet er så, om I ønsker, at vi skal fortsætte ad samme vej?” Citatet er et udpluk af premierminister Recep Tayyip Erdogans valgtale. Hele 47 pct. af tyrkerne, krediterede dette spørgsmål med et ‘ja’ 22. juli. Men hvorfor denne opbakning og hvad vil han med Tyrkiet?

Dropper ferie for valget
Valget er en ‘borgerpligt’ i Tyrkiet, og derfor afbrød flere tusinde feriegæster deres ferie for at gå til stemmeurnerne. Vælgerne er også gode til at huske og dermed straffe/belønne de partier/regeringer, for deres løfter og resultater. Det tydeligste eksempel er resultatet fra 2002-valget, hvor de fire ældste og største partier, herunder de tidligere Ecevit-regering, ikke nåede over spærregrænsen på 10 procent. Regeringen havde ikke leveret varen og 3. november 2002 satte et flertal deres kryds ved det nystiftede AKP-parti, som lovede reformer, bedre økonomi, nytænkning og en mere EU-venlig politik. Og med over 30 procent af stemmerne fik AKP lov til at afprøve sine valgløfter. “Måske kan AKP noget, som de andre ikke kan”, som en af mine venner sagde det dengang. Og AKP kan noget, faktisk har de leveret varen.

Økonomien styrket
Økonomien er blevet styrket, landet er kommet nærmere EU og ikke mindst er uddannelse blevet prioriteret højere end militæret, idet størstedelen af budgettet er gået hertil. Vælgerne belønnede derfor AKP både med et genvalg og en fremgang fra 34 pct. til 47 pct. En tendens der aldrig er set i tyrkisk politik efter 1950. Den store fremgang overraskede Erdogan selv. Men succesen skal ikke alene ses ud fra regeringens politiske og økonomiske resultater, men ligeså meget ud fra deres valgstrategi og især kritikeres manglende sans for nytænkning. Mens Erdogan i sin valgkampagne kunne fremlægge konkrete resultater og samtidig slog på fremadrettede politikker, kørte hans kritikere, bestående af oppositionen og dele af militæret på frygten for fremtiden og bekymringen for nationalstaten og sekularismen. To centrale principper, dannet af landets fader, Kemal Atatürk og er blevet et med det moderne Tyrkiet.

De samme argumenter
Det nationalistiske parti (MHP) benyttede sig af den allerede eksisterende nationalistiske bølge, og kørte på truslen om PKK’s terrorkampe. Tabet af over 70 liv, styrkede partiet. Formand, Bahceli gik så vidt til at love at genindføre dødsstraffen. Selv om partiet reelt ikke havde andre temaer, er de qua deres valgresultat på 14 pct. klart de næststørste sejrherrer. Omvendt forholder det sig for det største oppositionsparti, CHP, som i forhold til sidste valg er gået tilbage. Partiet har kun kørt på bekymringen for det sekulære Tyrkiets ophør og religionens dominans. Formand Baykals slogan om “vi vil ikke tillade en deling af landet, men kæmper for et sekulært Tyrkiet”, lagde sig for tæt ad nationalisternes retorik, og var derfor ikke nyt.
Heller ikke det liberale parti, DP, havde et alternativ politik, hverken i forhold til erhvervslivet eller en øget privatisering. Partiet led et knusende nederlag og blev ikke valgt. Dertil kommer militærets handling og frustration over deres rolle i den politiske sfære, som viste sig tydeligst i debatten om præsidentkandidaturen. Udenrigsminister Gül med sin tørklædebærende kone blev for meget for generalerne.

Manglende nytænkning
Både oppositionens manglende nytænkning og militærets kritiske røst gavnede Erdogan. Er der så hold i kritikernes bekymring? Skeptikernes bekymring for Erdogans reelle hensigter i forhold til bevarelsen af det sekulære Tyrkiet, skal ses både i lyset af hans fortid som ung islamist, og hans handlinger og retorik.
Både Erdogan og andre i partiet bruger en række religion-tyngede ord, og flertallet har koner og døtre, der bærer tørklæde. Herudover eksisterer der et mere konservativt bagland i AKP, som har direkte relation til sekteriske grupper. Den mest kendte er Fethullah Gülen-bevægelsen. Dertil kommer, at enkelte politikere - heriblandt tidligere parlamentsformand, Bülent Arinc, har efterspurgt en ny definition af sekularismen. Det sekulære princip, hvor stat og religion er adskilt og tørklædet er forbudt i offentlige institutioner bør, ifølge Arinc ikke tolkes så firkantet. Da Arinc også kandiderer til præsidentposten, er bekymringen øget.

Kadrolasma-politik
Et andet kritikpunkt, som styrker skeptikernes bekymring er AKP’s ‘kadrolasma-politik’. Erdogan kritiseres for, at en række lederposter i bureaukratiet og andre institutioner er blevet udskiftet med pro-AKP stab, og ‘ens-tænkende’ personer kommer ind i betydningsfulde poster. Tendensen skaber størst bekymring hos middelklassekvinderne, der frygter religiøse normer på arbejdspladserne, det være sig tøjstil eller adfærdsformen.
Erdogan har fastholdt, at hans parti først og fremmest er konservativt, og at det går ind for bevarelsen af det sekulære og nationale Tyrkiet. Men parlamentssammensætningen vil udfordre ham, både i forhold sit bagland og oppositionen. Han skal blandt andet jonglere mellem den nationalistiske fløj, repræsenteret af MHP, og den prokurdiske fløj, repræsenteret af de 27 uafhængige kandidater fra DTP-partiet.
Den første prøve er valget af præsident, hvor Erdogan får brug for oppositionens støtte til at få de 367 stemmer, der kræves for sin kandidat.

EU-linien skal holdes
Ligeledes skal EU-linjen holdes, herunder løsningen på Cypern-konflikten såvel som løsningen på PKK-baserne i Irak findes. Her får han brug for det EU-venlige DTP, dog uden at skubbe nationalisterne eller CHP væk.
Erdogans mission om et nyt Tyrkiet er i gang, og han har allerede prikket hul på tabuer som tørklædet. Men om han formår at opbløde sekularismen samtidig med at citere flittigt fra Atatürk, og gøre ‘Tyrkiet opstillingsparat til nye tider’, vil tiden vise.
Vælgernes opbakning har han fået!

Om få uger starter et nyt rejseforløb for unge, der har valgt at bruge de næste 4-5-6 år af deres liv på drømmeuddannelsen. Det er glædeligt at se, at det kører godt for universiteterne.
Derimod er det bekymrende, at de mellemlange uddannelser har det svært – især er seminarerne hårdt ramt. For femte år i træk er interessen faldende, og alene i år er der et tilbagefald på 11 procent.
Ret tankevækkende for et fremtidigt samfund, når det nu er i folkeskolen grundstenene for viden- og værdi lægges hos den kommende generation.
Men taget bare de seneste fem års negative debat om lærernes manglende kundskaber og det evige kontroltjek, som regeringen har sat i gang, er det ikke underligt at interessen er dalet, ligesom frafaldsprocenten blandt lærerstuderende er stigende.
Når en nysgerrig og spændt lærerstuderende første gang skal i praktik med det håb at komme at undervise i det, som han/hun brænder for, men i stedet møder kontrol og ikke mindst nedslidte skoler med forældede undervisningsmaterialer og herudover skal forholde sig til de mange forventningsfyldte forældres ambitioner på deres børns vegne, er det ikke nemt at holde gejsten oppe.
Nu vil universiteterne komme læreruddannelserne til hjælp, men endnu engang lover undervisningsministeren, at det nødvendige faglige løft er på vej.
Men hvad nytter fagligt løft alene, når det i bund stadig handler om styring og kontrol, og frem for alt anerkendelse og råderum for kreativ og selvstændig tænkning for lærerne.