Yildiz Akdogan

Efter flere dages heftige debat om for og imod tørklæde i folketinget, er spændingen endelig udløst.
Den unge kvinde, Asmaa, har fået sin folketingskandidatur.
Men hvorfor døde debatten om tørklædet så pludseligt?
Ikke at jeg var begejstret for debatten.
På en måde er det befriende, for den var ved at drive en til vanvid. Men på den anden side er det underligt, at den døde hen uden, at der kom noget konkret ud al den ekstreme mediefokus.
Godt nok har Asmaa sin fulde ret til at bære tørklæde, men unægteligt vil samme problematik blive bragt på banen, når valget nærmer sig.
Her kan hverken medierne eller politikerne næppe forvente, at Asmaa tager sit tørklæde af?
Og hvorfor skulle hun egentlig det, set ud fra en ren nytte-perspektiv, har den gavnet hende – måske mere end hun kunne forstille sig.
Blandt andet givet hende en direkte adgang til hendes helt eget debatprogram på TV. Godt nok kan ingen huske, hvad programmet handlede om, men tørklædet husker man!
Og siden sidste uge har selv samme tørklæde – ikke mindst debatten omkring det, givet Asmaa en direkte adgang som folketingskandidat. Nu bærer Asmaa tørklædet ud fra sin tro og ikke nytteperspektivet, men det sætter tanker i gang – især når den tidligere kulturminister, Gerner Nielsen, prøver at sætte fokus på tørklædet ved at iklæde sig det. Et interessant stunt. Men ironisk nok vakte hendes tørklæde mere opmærksomhed end det hun sagde – altså en aktion der var stik imod hendes hensigt.
Men hun fik da en del medieomtale…
Måske er det for drastisk at drage en konklusion, men jeg kan ikke lade være med at spørge, om det skal være et tørklæde, der skal gøre en politiker berømt?
Det åbner unægteligt veje til medier, som ingen sobre politisk holdninger kan gøre på samme måde.
Men kære unge kvinder, nu er tørklædet, ligesom bøger om tvangsægteskaber desværre allerede prøvet.
Til gengæld er burkaen stadig aktuel.
Så vil man frem i medierne med eller uden konkrete ”holdninger” er burkaen en sikker vinder.
Den vil bestemt få et verbal-fatwa af Krarup og kompagni, som jo har brug for en som dig, og omvendt har du brug for dem til at berettige dit eksistensgrundlag.

For knap fire år siden, da jeg sad sammen med mine venner og diskuterede fordele og ulemper ved Irak-krigen, blev mange argumenter og teser bragt på banen.

Overfor det optimistiske pro-argument om afskaffelsen af en diktator og indførelsen af demokrati, stod argumentet om timingen og metoden blandt andet en bekymring for et sekterisk sammenstød. Sidstnævnte bekymring er desværre blevet virkelighed.
Irak bløder i dag i bogstaveligste forstand. En ulidelig tendens til at gå op i regionale eller religiøse tilhørsforhold har bredt sig. Det er stærk anført af lokale magtsyge aktører, der gerne bruger etnicitet eller religion til at legitimere hadefuld og destruktiv opførsel.
Resultatet er et land i totalt kaos og en frustreret befolkning der ikke har meget andet at gøre end at flygte. To millioner er allerede flygtet til Jordan og Syrien, og flygtningestrømmen vokser for hver dag det går.
Amnesty International betegner situationen som en ny humanitær katastrofe, der er ved at udvikle sig i Mellemøsten, og opfordrer derfor til handling fra vestens side.

Midt i alt det her sidder vi herhjemme som krigsnation og diskuterer om 600 irakiske flygtninges skal have asyl eller ej. Antallet i sig selv er komisk sammenlignet med andre lande. Mere absurd er det, at vi allerede har sagt nej til 30 irakiske flygtninge der tilhører det religiøse mindretal, mandæerne. Ifølge FN’s flygtningekontor, der kritiserer den danske politik, er gruppen i høj risikofare, hvis de sendes tilbage til Irak.

Selv om udgangspunktet for regeringen er at hjælpe flygtninge i deres nærområde, nytter det ikke noget at være ignorant overfor de mennesker, der nu engang er her.
Med den allerede plettede image vi har efterhånden har fået, gavner denne handling bestemt ikke på vores rygte i udlandet.
Men endnu mere relevant er det, at vi ikke glemmer, at Irak også er vores ansvar, men måske er det netop problemet?