Yildiz Akdogan

»At stå stille er at falde tilbage«, sagde Tyskland kanslerinde Angela Merkel i sin tale i anledningen af Rom-traktatens 50 års dag - EU’s fødselsdag. Med dette pointerede hun både overfor befolkningen såvel som statslederne af de 27 medlemslande, der var inviteret til Berlin for at fejre Rom-traktaten, dels at EU visionen lever i bedste velgående, dels at det er tid til at tage næste skridt fremad mod forfatningstraktaten.

Som stor EU tilhænger er jeg glad for den tyske formandskabs ide om at køre videre med forfatningstraktaten. EU er nemlig en dynamisk proces. Siden 1957 har det set fremad, og udviklet sig fra seks medlemslande til 27. Det startede som økonomisk ”tvangsægteskab” for at undgå historiens tragiske gentagelser som krig og bevæget sig mod et mere socialt og politisk tæt samarbejde, hvor demokratiske normer og værdier er blevet dets grundpiller.
EU og ideen om et fælles Europa har takket være visionære europæiske politikere udviklet sig igennem tiden. Og ikke alene er krige undgået, men sår er helet med Berlin murens fald og Østeuropa blev genforenet med Vesteuropa.

Men når det er sagt ærgrer det mig meget, at netop denne historiske dato ikke bliver fejret af flere.
Herhjemme markerede Kommissionens faste repræsentation og Europa-parlamentet det med enkelte debatter og et stort fyrværkeri. Derudover var det Europabevægelsen, som delte romkugler på strøget. Medierne viste indslag fra festen i Berlin og det var det.

Herhjemme tager vi desværre freden og værdierne som humanisme, menneskerettigheder, retsstaten og markedsøkonomien som er en del af den europæiske identitet for givet. Men det er værd at erindre, at netop disse værdier har fjernet resterne af diktaturer og totalitære regimer blandt medlemslandene og formet et unikt samarbejde med gensidig respekt og tillid.
Derfor bør datoen fejres som en stor folkefest, fordi det har gavnet befolkningen.

Beklageligvis viser seneste meningsundersøgelser, at der stadig er flere fordomme om EU, ligesom viden om EU blandt unge er stadig mangelfuldt. Ikke overraskende når hverken politikere taler om det, og mediers tilgang er ”en dårlig EU-historie er god historie”. Befolkningen kan ikke få en mere nuanceret billede af EU når debatten og fokus ikke er der.

Derfor bør man fremover ikke alene lave en ekstra indsats med mere oplysning og undervisning om EU, men også markere europæiske mærkedage mere tydeligt. 50 års fredsprojekt bør ikke kun reduceres til romkugler, men burde markeres med storbyfester med koncerter og arrangementer i hele Europa. Mens de i Rom lytter til danske kunstnere og drikker Carlsberg eller spiser wienerbrød, kunne vi i København høre spansk musik, spise paella eller nyde en Rioca.

Selv om der efterhånden er kommet en række temafilmfestivaler, hvor der gives plads til en række udenlandske film, vil det heller ikke skade, hvis DR. viste flere film fra medlemslandene. Jeg tænker ikke kun på berømtheder som italienske Fellini, spanske Almodovar eller franske Beson, men også film fra Estland, Tjekket eller Tyrkiet!
Fokus på kunst og kultur er netop med til at pointere mangfoldigheden ved disse lande, men i sidste ende viser det også de mange fælles sider der.
Tillykke Rom-traktaten og de visionære europæere, der satte projektet i gang - de har skabt fredens historie.

For nylig kom en rapport fra Integrationsministeriets tænketank, som undersøger holdningen til danske værdier og normer blandt indvandrere fra udvalgte lande som Irak, Tyrkiet, Pakistan Iran og Vietnam.
Rapportens hensigt er blandt andet at pointere relevansen for tillæring af danske værdier og normer og samtidig få et indblik blandt holdningen hos indvandrerne og efterkommerne, så der kan laves en mere målrettet indsats fra regeringens side.

Mens rapporten på den enes side afliver visse myter om indvandrere - såsom at indvandrere faktisk går op i ytringsfrihed og demokrati, peger den også på en række problemer eller udfordringer, som det hedder. Det drejer sig eksempelvis om forældrenes medbestemmelse af valg af ægtefælle eller tilgangen til ligestilling. Netop sidstnævnte blev debatteret meget i medierne.
Til det interessante spørgsmål om ”har mænd mere ret til arbejde end kvinder, hvis der ikke er job til alle” svarer kun to procent danskerne ’ja’ til spørgsmålet, mens hele 32 procent indvandrere og 17 procent efterkommere svarer, at det er ok med mænds førsteret til arbejdsmarkedet.
Selv om jeg som kvinde bliver noget bekymret for dette resultatet blandt mine medkategorier, så er det også ret interessant, hvordan man vælger netop at fokusere på dette resultat.
Især set i lyset af, at rapporten ikke tager hensyn til de socio-økonomiske forskelle, som de nationale og etniske baggrunde indvandrere og deres efterkommere har.
Der er nemlig en markant forskel på de veluddannede iranske flygtninge, der kom herop i 80’erne og gæstearbejderne fra den anatolske højslette i Tyrkiet eller fra Pakistan med en gennemsnitlig grunduddannelse i bagagen.
Selvsagt vil der være forskel på holdninger mellem disse grupper og den danske gruppe.
Men mere interessant er det også, at både rapporten og den efterfølgende mediedækning mangler at se på den forskel der er på indvandrere og deres børns syn på ligestilling.
En alternativ fortolkning eller fokus af disse tal kunne derfor også være, at indvandrere i forhold til danskere stadig har en mindre tolerant tilgang til ligestilling, mens efterkommerne er mindre skeptiske. Knap halvdelen er nemlig enig i deres forældres tilgang.
En mere positiv overskrift kunne også være ”modsat deres forældre er efterkommere mere ligestillingsorienterede”. Mens 32 procent blandt første generationen udtrykker, at mænd har mere ret til arbejde, er det knap halvdelen (17 procent) af anden generationen enige i det synspunkt.

Ovenstående er blot for at illustrere, hvordan man kan vinkle disse resultater og i sidste endnu engang (mis)bruge tal til at fortælle en god eller en skræmmehistorie.
Når rapporten trods sine positive tilgang ender op med at pointere alle de mange forskelle der er og endda påpege, at der er lang vej igen for en god integration, sidder jeg endnu engang med dårlig smag i munden, især fordi ”man” er blevet kategoriseret ind i disse blokke som indvandrer eller efterkommer og man er stadig ”den anden”.
Det er med stor bekymring, at jeg tænker på, hvad der kan gøres for at hindre den øgede religiøse bevidsthed blandt de unge nydanskere.
Men på den anden side når det samfund, som man er en del af hele tiden pointerer, hvad man ikke er, eller hvor lidt fremskridt, der er sket, så virker denne nyreligiøse orientering blandt de unge ikke så overraskende.
Jeg bekymrer mig både for disse frustrerede unge mennesker, der hverken kan finde sig til rette i det danske samfund, som de er født og op vokset op i, eller i den nationale-etniske baggrund som deres forældre tilhører.
Religionen bliver desværre et oplagt valg som trøst for manglende tilhørsforhold.
Bestilte rapporter eller anden form for ekspertudtalelse bør sættes lidt på stand-by, fokus på forskelle bør for en stund skiftes ud med fokus på de ligheder der er.

Det virker mere inkluderende og mindre sortsynet på fremtidens Danmark.
Statistiske tal kan være gode retningslinjer og dermed vejledende, men det kan i ligeså høj grad vildlede både hvad fokus og den politiske dagsorden angår og især når det er værdirelaterede spørgsmål det drejer sig om, som her i undersøgelsen.

Det er tidspunktet på året, hvor vi viser halvdelen af verdensbefolkning den ære ved at fejre dem.
Vi fejrer vores mødre, bedstemødre, søstre, tanter, kusiner og mostre, men først og fremmest fejrer vi kvinden underordnet, hvilken rolle hun måtte befinde sig i.
2007 er kåret som ligestillingsåret i EU, men der er stadig langt fra ord til handling, også her i vores lille andedam, hvor ligestillingskampen blev indledt tilbage i 1910.
Trods store ændringer er der langt fra fuld ligestilling i vores samfund. Det er uanset, om det handler om lederposter, bestyrelser, lønforhold eller det seneste indenfor kunstnerverdenen. Undersøgelser peger på, at kvinder står markant dårligere stillet end mænd.
Men trods det har det overordnede kvindebillede ændret sig markant i dagens Danmark.

Takket være samfundsudviklingen og kvindebevægelsen har vi fået fornyet vores syn på kvindebilleder, når der er tale om etniske danske kvinder.
I dag er billedet ikke begrænset til etiketten hjemmegående eller mor, men indebærer også rollen i form af lægen, journalisten, forfatterinde, kriminalbetjenten, ministeren og meget andet.
Modsat hertil, har billedet af den nydanske kvinde i offentligheden nærmest været uændret.
Selv om der findes en række stærke nydanske kvinder på arbejdsmarkedet i det offentlige rum, fremstilles hun som alt andet end det.
En ph.d.-rapport fra RUC peger på, at mediebilledet, der stigmatiserer hende som en undertrykt indvandrerkvinde ikke har ændret sig meget siden 1970’erne. Tankevækkende for noget er unægtelig sket siden da – også for Fatma!

Da netop billeder er ligeså stærke og magtfulde som ord, der påvirker vores opfattelse af hinanden, er det på høje tid, at vi gør billedet mere repræsentativt.Her kan jeg ikke lade vær med at fremhæve nogle af de berømte danske serier, som jeg og mange andre følger med i, og som spiller en vigtig rolle i formningen af kvindebilledet.
Når TV2 i serien “Anna Pihl” fokuser på en kvindelig heltinde eller DR i Ørnen lader chefen være en kvinde og senest i Forbrydelsen lader hovedpersonen være en kvinde, er dette både ud fra et ligestillingsperspektiv og ud fra rollemodel-aspektet en god og nødvendig udvikling.
Vi har brug for disse billeder.
Og vi vænner os til disse billeder og dermed ”normaliteten” ved dem.
Ligeså interessant er det også, at de nævnte serier har nydanske mænd med i form af politibetjente (Ørnen og Anna Phil) eller en gymnasielærer (Forbrydelsen), hvilket er en meget god udvikling, da det rykker ved de gængse billeder af de unge nydanske mænd som fanatiske, undertrykkende eller kriminelle. Derfor skal serierne delvis roses…
Men hvor er det NYE billede af den nydanske kvinde egentlig?
Hvorfor ser vi hende ikke repræsenteret som politibetjent, leder, lærer, eller bare heltinde i disse TV-serier eller på arbejdsmarkedet?
Men hverken i ovennævnte succesfulde tv-serier, i medierne, eller i den offentlige debat er dette tilfældet – og hvis, er det mere undtagelsen end reglen. Det er en meget sørgelig og ikke specielt et repræsentativ billede af dagens Danmark og det i EU’s år for ligestilling?
Med fare for at blive anklaget for betonfeminist, vil jeg dog mene, at der mere end nogensinde brug for kvindekampen.

Den fortsætter for Anna, men er nok for alvor begyndt for Ayse.

God 8 marts til alle!