Yildiz Akdogan

De fleste af jer har sikkert hørt om den store søgning, som der er i år om hjælp til julen hos de mange hjælpeorganisationer.
Men krisen er nok mere udbredt end mange tror.
Sidste søndag afholdt Netværket for Socialt Udsatte i Brønshøj et stort og flot arrangement for familier og enlige med behov for en god stund med overskud af både mad og gaver, men søgningen til dette arrangement var så omfattede, at arrangørerne måtte sig nej til mange, som havde behov for at være med.
Endnu et signal på krisens dybde fik jeg forleden dag, da jeg mødtes med ASF-Dansk Folkehjælps lokale repræsentant Etly Randløv i Kulturhuset Pilegården til en snak om situationen for de mange dårligt stillede familier.
Her viste det sig, at de fleste ansøgninger kom fra postnummer 2700.
Men det, som pinte Etly mest var, at hun kun havde mulighed for at hjælpe 47 familier.
47 familier ud af 150 er ikke mange, og tendensen er desværre ikke anderledes i resten af landet. De frivillige organisationer har langt fra midler nok til at kunne uddele den julehjælp der er behov for.

VK får fattigdommen til at vokse
Julehjælpen er en støtte til trængte børnefamilier der kan gives i form af madvarer eller legetøj, og i år har man i høj grad kunne mærke, at der er flere familier end tidligere, der er ramt af fattigdom.
Familier der har en stram økonomi og ikke har råd til at holde jul med deres børn.
Siden VK-regeringen trådte til i 2010 er antallet af familier, der ikke har råd til holde jul steget, og tallet er stadig stigende.
Denne tendens bekymrer mig.
For når der, selv i postnumre som 2700, 2720 og endda 2100 dukker familier op, der har brug for julehjælp, vidner det om, at der er noget galt.
Man kan naturligvis altid undskylde det med, at det den økonomiske krise, der spiller ind, men det er en dårlig undskyldning. Signalerne har været der også før krisen.
Vi er ved at skabe et A og et B hold af mennesker, fordi regeringen har været så opsat på at give skattelettelser, som mest gavner de velstillede familier.
Skattelettelser vil således ikke gavne en alenemor, der har en lav indtægt eller en pensionist, som den vil gavne en der har høj lønindtægt. Og derfor ser vi en ulighed, der er voksende og dybt bekymrende.

Hård tid at være fattig i
Julen er den hårdeste tid at være fattig i, og derfor er julehjælpen et rigtig godt tiltag.
Men når de frivillige organisationer ikke kan følge med den stigende fattigdom, så mener jeg , at vi som samfund har pligt til at gribe ind og afsætte statslige midler til julehjælpen, så alle familier, der har brug for støtte, også får det.
Men desværre er den ansvarlige minister ikke imødekommende for dette forslag. Derfor er min opfordring til dig kære læser, at hvis du har mulighed for det, giver et lille bidrag til de forskellige organisationer, der hjælper de familier, som er i nød, så de og deres børn også kan få en god jul.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår.

Forleden dag fik jeg en e-mail fra en lokal borger i Brønshøj, der var blevet harm over et groft røveri med dødstrusler på en 13-årig dreng på Brønshøj Torv.
Senere var samme dreng blevet udsat for trusler på sin skole af nogle af voldsmandens kammerater.
Borgeren skrev i mailen til mig, at han nu havde taget initiativ til etablering af de såkaldte Natteravne i Brønshøj.
Derfor er der et møde i Kulturhuset Pilegården den 3. marts klokken 19, hvor alle kan komme og høre mere om Natteravnene.
Idéen med Natteravnene er ganske enkel og går tilbage til 1998, hvor de første natteravne kom på gaden. Det var i Randers.
Natteravne er voksne, der går rundt på gaderne i lokalområdet på dage, tidspunkter og steder, hvor man finder det relevant.
Meningen er at møde børn og unge i det miljø, hvor der kan opstå kriminalitet og vold.

50 procent nedgang
Natteravnene møder de unge og får en fordomsfri snak med dem om problemer, som de selv ønsker at tale om for på den måde at stimulere til forebyggende ansvarlighed, hvorved hærværk, vold og anden småkriminalitet formindskes.
Og Natteravnene er en succés, som både unge og forældre er glade for. De signalerer tryghed og hjælp, og samtidig er de indirekte med til at reducere lokal hærværk, vold og anden småkriminalitet med op til 50 procent.
I gamle dage talte man meget om, at handling giver forvandling.
Og det holder stadig vand.
Det er nemlig sådan, at hvis der skal skabes forandringer lokalt, nationalt og globalt, så er fundamentet, at der er nogle, som tager et initiativ.
Derfor er jeg rigtigt glad for, at denne borger sætter en masse ting i gang for at få etableret Natteravne i Brønshøj.
Jeg håber derfor, at der er rigtigt mange i Brønshøj, der møder op til mødet den 3. marts klokken 19 i Kulturhuset Pilegården.

Forældre for Fred
Desværre kan jeg ikke selv komme til mødet på grund af en rejse til udlandet, men jeg støtter varmt initiativet.
På samme måde støtter jeg Forældre for Fred fra Brønshøj, der har taget initiativ til at få sat lokale problemer på dagsordenen. Ikke bare i ord, men også i handling.
Eksempelvis har Forældre for Fred gjort klar til en stor fastelavnsfest lørdag den 21. februar på Brønshøj Torv.
På denne dag er jeg heldigvis hjemme, så jeg kan være med til festen på Brønshøj Torv.
Alt i alt kan jeg notere, at Brønshøj har borgere, som ikke lader fem og syv være lige, men tager et personligt initiativ, når nok er nok.
Det gør mig stolt over bydelen og dens borgere.

Brønshøj Boldklub, Vanløse IF, Husum Boldklub og Fix er bare nogle af de lokale idrætsklubber, som på sigt komme til at mangle de frivillige ledere, som er så afgørende for klubbernes arbejde.
Det er nemlig sådan lokalt som på landsplan, at gennemsnitsalderen blandt de frivillige er relativ høj, hvilket betyder, at der snart vil være mangel på ledere.
Desværre er der ikke den store lydhørhed hos kulturministeren og hendes bagland i regeringen.
Og det til trods for, at de frivillige ledere og idrætsforeningerne yder et særdeles værdifuldt bidrag til udvikling af børnenes sociale adfærd til kostbare menneskelige egenskaber, som har positive effekter i mange sammenhængen for både det enkelte menneske og samfundet generelt.
Men bliver det påskønnet.
Ikke i synderligt omfang, men jeg lover, at jeg fortsætter med at sætte emnet på dagsordenen i forhold til kulturministeren og hendes bagland, men det er en tung dans.

God model
Derfor vil jeg godt opfordre de lokale idrætsklubber til at kigge nærmere på en idé fra Allerød Idræts Union, der er ved at udvikle et samarbejde med lokale handlende og biograf.
Hensigten er at udvikle en ordning, hvor de frivillige medarbejdere får et skulderklap i form af rabatter ved indkøb i de lokale butikker samt besøg i den lokale biograf.
Denne idé er værd at undersøge nærmere, dels fordi klubber vil få endnu en mulighed for at fastholde og rekruttere frivillige til det vigtige arbejde med børn og unge, dels vil de lokale handlende og biografen få mulighed for at fastholde og forstærke tilknytningen til de lokale borgere.
Det kunne udvikle sig til et positivt samarbejde til glæde for alle parter.

En af de første handlinger, som den borgerlige regering foretog ved magtovertagelsen i 2001 var omfattende nedskæringer i tilsyn og forskning i arbejdsmiljøet.
I forbindelse med finansloven for 2002 blev hver femte stilling i Arbejdstilsynet nedlagt, og det daværende meget kompetente “Arbejdsmiljøinstituttet”, der i dag er omdøbt til Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, måtte fyre 43 medarbejdere.
I årene efter fulgte flere nedskæringer, der naturligvis har haft konsekvenser, der står i skarp modsætning til beskæftigelsesministerens plan for nedbringelse af sygefraværet på de danske arbejdspladser.
Det er i øvrigt en plan, der tager sit udgangspunkt i en påstand fra ministeren om, at sygefraværet er stigende, men han har endnu ikke fremført nogen form for troværdig statistisk dokumentation for den påstand.
Det skyldes ganske simpelt, at der indtil videre kun er en dækkende sygefraværsstatistik fra Danmarks Statistik for året 2006, som blev offentliggjort i december 2007.
Trods dette meget spinkle fundament har ministeren fået strikket en plan sammen, der er præget af en mistro og arrogance i forhold til de mange, der har et arbejdsbetinget sygefravær.

Den kiksede plan
Hvis ministeren ville kigge på en styrkelse af tilsyn, forskning og information kunne der hentes meget.
Ministeren var i 2005 inde på det spor med en plan, hvor en række forhold i arbejdsmiljøet skulle forbedres væsentligt inden 2010 netop med det sigte, at sygefravær og ulykker skulle begrænses.
Et punkt i planen gik ud på, at antallet af arbejdsulykker skulle reduceres med 20 procent.
Faktuelt er det sådan, at i 2002 var der 4.847 alvorlige ulykker på de danske arbejdspladser, mens det tilsvarende tal for 2007 var 5.543. Stigningen kan ikke forklares med stigende beskæftigelse, fordi tallene for ulykker for hver 10.000 beskæftigede er 17 i 2002 og 20 i 2007.
Der er med andre ord langt til det mål, som ministeren satte sig i 2005.
Lad os kigge på et andet punkt i ministerens plan.
Det er sygefraværet betinget af psykisk arbejdsmiljø, som ministeren ønskede reduceret med ti procent.
I 2002 var godt 17 procent af årsagerne til anmeldte arbejdsbetingede sygdomstilfælde baseret på psykosociale faktorer, mens det tilsvarende tal i 2007 var 33 procent.

Batter ikke noget
Alt i alt må ministeren erkende, at den tyndt dokumenterede handlingsplan mod sygefravær ikke batter noget i forhold til konsekvenserne af det arbejdsmiljø, som kun er blevet ringere og ringere under den nuværende regering.
I øvrigt fortsætter ministeren og regeringen med nedskæringer i det kommende år, hvor det er besluttet at fjerne et tilskud fra velfærdsforliget i 2006 på 70 millioner kroner til Arbejdstilsynet, hvilket betyder en nedskæring i medarbejderstaben på 14 procent.
Det er ualmindeligt kynisk, hvis man virkelig vil gøre noget for at fastholde arbejdsstyrken og nedbringe omfanget af sygefravær.
En bedre vej ville være at satse på en opgradering af Arbejdstilsynet, mere forskning og ikke mindst mere gennemarbejdet information til både virksomheder, arbejdsledere og medarbejdere.

* Nytårstale fra Yildiz Akdogan, MF for Socialdemokraterne - bringes i Kanal København torsdag den 1. januar klokken 12 *
Godt nytår til alle.
Først og fremmest vil jeg sende en hilsen til alle de dejlige mennesker fra Vanløse og Brønshøj, som jeg på ene eller anden måde har været kontakt i løbet af det år, som er gået.
Også tak til alle dem, som har været med til at sætte fokus på problemstillinger, som ellers ikke ville være blevet bemærket af medier og politikere.
Her tænker jeg blandt andet på gruppen forældre for fred fra Brønshøj, hvor Gitte og Jeanet har været med til at sætte de dårlige forhold for skolebørn på dagsordenen.
Det er rigtigt godt.
Jeg tænker også på de mange i Tingbjerg, der kæmper for at gøre boligområdet til et godt sted at være.
I denne forbindelse tænker jeg blandt andre på klubben for fædregruppen, der gør et stort stykke arbejde derude, men også de mange i de andre foreninger, på skolen, ungdomsklubben og ikke mindst Brønshøj Boldklub, som alle bidrager til at gøre Tingbjerg til et sted, hvor der også er positive muligheder.
Her sidst på efteråret blev der endelige bevilget midler til at projektere det byggeri, som om to og et halvt år bliver til et nyt kulturhus og bibliotek, der kan blive et dynamisk kraftfelt i Tingbjerg.
I Vanløse har det nye Lokaludvalg været aktive helt over alle forventninger.
De mange frivillige og ulønnede i lokaludvalget har stået bag et utal af arrangementer og en ny bydelsplan, der nok skal bidrage med at udvikle Vanløse i en positiv retning til glæde for alle borgere i 2720.

Brønshøj skal have et løft
Her sidst på efteråret fik også Brønshøj et lokaludvalg, der måske har en endnu større opgave end udvalget i Vanløse.
Det er jo sådan, at mens Vanløse har fået nyt kulturhus, metro, bytorv, biograf og bibliotek, så er Brønshøj meget forsømt på disse områder.
Blandt andet har jeg noteret mig, at der eksempelvis er et stort ønske i Brønshøj om et nyt kulturhus og bibliotek.
Det er et forståeligt ønske, fordi både kulturhus og bibliotek ikke længere er tidssvarende. Begge steder fungerer rigtigt godt på grund af et fortræffeligt personale, men rammerne er nedslidte og slet ikke på niveau med hvad man ser i andre bydele i København.
Både bibliotek og kulturhus er relevante for almen dannelse og kulturformidling, så jeg håber, at vi sammen kan få sat ønsket om et nyt kulturhus og bibliotek i Brønshøj på den politiske dagsorden.
På landsplan ser det knapt så positivt ud.

Syv sorte år kan mærkes
Det er snart mange år siden, at Kim Larsen sang, at det er en kold tid, som vi lever i.
Og i disse år med Anders Fogh Rasmussen som regeringsleder er det blevet så koldt, at det gør ondt på folk med hjertet på dette sted.
Nu kan vi rigtigt mærke konsekvenserne af syv år sorte år med den borgerlige regering og støttepædagogerne fra Dansk Folkeparti ved magten.
Lad os kigge på de basale fakta, som er, at lige nu lever mere end 59.000 børn i relativ fattigdom.
Det er en stigning på over 9.000 børn på bare 6 år.
Mere end 3.000 børn og unge under 18 år står på venteliste til psykiatrisk behandling.
En stigning på mere end 25 procent på bare to år.
Andelen af unge som ikke får den altafgørende ungdomsuddannelse stiger.
Lejere i tusindvis er sat på gaden, fordi de ikke har råd til huslejen.
Vores skoler og børnehaver vedligeholdes ikke og forfalder i stort omfang. 
Store dele af vores almene byggeri forfalder, kriminaliteten florerer og alt for mange får ikke en uddannelse eller et arbejde.
Statsministerens snak om værdien om et stærkt fællesskab, sammenhængskraft, mulighederne for alle og kampen mod den nye fattigdom og den stigende ensomhed er tom snak.

Bankdirektør og bistandsklient
Statsministerens drøm om, at bistandsklienten skal kunne blive bankdirektør er bristet. Lige nu er det faktisk omvendt, hvilket også kan mærkes i Vanløse og Brønshøj.
Jeg er dog overbevist om, at det er tanker, som gør ondt på langt de fleste danskere, så lad os bruge 2009 til at kæmpe for et socialt Danmark, som vi kan være bekendt.
Godt nytår til jer allesammen - og pas nu godt på jer selv og alle dem, som I holder af og som holder af jer.

På søndag præcis klokken 13.03 når solen sit laveste punkt i forhold til Vanløse og Brønshøj. Fra det tidspunkt begynder vi atter at gå mod lysere tider igen til glæde for os allesammen.
Jeg tror, at der er mange mennesker i dette land ønsker, at det også politisk snart ville gå mod lysere tider.
Men desværre er der ikke udsigt til forandringer inden for en overskuelig tid, men jeg kan love, at der bliver arbejdet på det.
Lad os dog lige ridse op, hvordan livet er blevet mørkere for mange danskere i de syv år, hvor den borgerlige regering med støttepædagogerne fra Dansk Folkeparti har været ved magten.

Der er noget galt i Danmark
Alle kan se på efterspørgsel på julehjælp hos de frivillige hjælpeorganisationer, at der er et eller andet helt galt i Danmark.
Behovet for julehjælp er så voldsomt, at det ikke længere er muligt for hjælpeorganisationerne at følge med.
Derfor har velfærdsministeren foreslået, at julehjælpen skal indskrives i finansloven i de kommende år.
Det siger vist alt, om regeringens holdning til de basale sociale problemer i samfundet, der på grund af regeringens egen ulighedsfremmende politik er vokset i et omfang, som næsten ikke er til at forestille sig.
Lad os kigge på de basale fakta, som er, at lige nu lever mere end 59.000 børn i relativ fattigdom. En stigning på over 9000 børn på bare 6 år, mere end 3000 børn og unge under 18 år står på venteliste til psykiatrisk behandling. En stigning på mere end 25 procent på bare to år. Andelen af unge som ikke får den altafgørende ungdomsuddannelse stiger. Lejere i tusindvis er sat på gaden, fordi de ikke har råd til huslejen. Vores skoler og børnehaver vedligeholdes ikke og forfalder i stort omfang. 
Store dele af vores almene byggeri forfalder, kriminaliteten florerer og alt for mange får ikke en uddannelse eller et arbejde.

Bankdirektøren kan blive bistandsklient
Statsministerens snak om værdien om et stærkt fællesskab, sammenhængskraft, mulighederne for alle og kampen mod den nye fattigdom og den stigende ensomhed er tom snak. Statsministerens drøm om, at bistandsklienten skal kunne blive bankdirektør er bristet. Lige nu er det faktisk omvendt.
Jeg er overbevist om, at det er en tanke, som gør ondt på langt de fleste danskere, så lad os håbe, at der snart bliver udsigt til lysere tider for et mere socialt Danmark.
God jul og godt nytår til alle.

Meget kan man lære af fodbold. En af mine teser er, at fodbold er en særdeles god vej til en bedre integration, fordi glæden over spillet knytter os sammen i et fælles univers.
Det gælder både på banen og ude på tilskuerpladserne.
Nu viser international forskning, at mangfoldighed også er en vej til flere sejre på fodboldbanen.
Det er et fransk-schweizisk forskningsprojekt, der har regnet lidt på kampene i Champions League.
Her viste det sig, at de hold, der blev slået ud efter de indledende gruppespil, havde ‘blot’ 48,6 procent udenlandske spillere, mens holdene i semifinalerne havde 67,6 procent.
Forskerne konkluderer derfor, at baggrunden for de mange sejre til de mangfoldige hold blandt andet er, at spillerne studerer hinanden og lærer af hinanden på tværs af kulturer og traditioner, hvilket frembringer en stærkere international spillestil.

Vanløse og Brønshøj
Vi kan ane lidt på vores to lokale hold i 2. division øst.
Brønshøj har haft et meget flot efterår med den spanskfødte Danni König som en af de afgørende spillere i mange af kampene.
Modsat har Vanløse tabt en række kampe i den sidste halvdel af efterårssæsonen, hvor målmageren med de tyrkiske aner Özgür Özdemir har været ude med en skade.
Egentlig er det ikke så underligt, at mangfoldighed giver styrke, fordi helheden bliver stærkere, når erfaringer, inspiration og viden fra en række forskellige kulturer lægges sammen.

Gælder også på arbejdsmarkedet
Et andet område, hvor der også hentes gevinster ved mangfoldigheden er væksten her i Danmark.
En ny undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at selvom ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør godt seks procent af befolkningen i den erhvervsaktive alder, så står de for knap halvdelen af beskæftigelsesfremgangen i Danmark.
Med andre ord, så giver mangfoldighed styrke både på fodboldbanen og i samfundet generelt.

Resultater fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at hver tolvte medarbejder udsættes for mobning og chikane, der fører til en forøget sygdomsfrekvens og i enkelte tilfælde til udstødelse af arbejdsmarkedet.
Hver tolvte medarbejdere svarer til næsten en kvart million af det samlede antal lønmodtagere på arbejdsmarkedet.
Forskning viser, at ofrene har årligt mindst to sygedage mere end medarbejdere på arbejdspladser uden mobning. Det betyder, at sygefraværet øges med 500.000 dage hvert eneste år på grund af mobning på de danske arbejdpladser.
Omfanget er så grotesk, at jeg vil bede ministeren om at redegøre for en lovgivning, der er helt utiltrækkelig.
Arbejdsgiverne skal i følge arbejdsmiljøloven sikre den ansatte et sikkert arbejdsmiljø, hvilket naturligvis også omfatter mobning og chikane. Også i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse er der en bestemmelse, der pålægger arbejdsgiveren at sikre den ansatte mod mobning og chikane, men der er ingen sanktioner, hvis den ikke overholdes.
Derfor opgiver fagbevægelsens jurister næsten altid at føre den type sager, fordi det i praksis er umuligt at få tilkendt erstatning.
Det kan ikke være rigtigt, at det skal være gratis for arbejdsgiverne at chikanere medarbejderne i et omfang, der både belaster den enkelte og ikke mindst erhvervslivet, som på den måde må mangle arbejdskraft, der svarer til en halv million sygedage om året.

Ved en feberredning i sidste øjeblik er det lykkedes for Københavns Kommune at finde midler til etablering af et nyt kulturhus i Tingbjerg.
I første omgang var de nødvendige ni millioner kroner ikke med i det kommunale budget for det kommende år, men pengene er nu fundet i en særlig byudviklingspulje, hvilket betyder, at beboerne i Tingbjerg kan forvente en opgradering, som giver gode forventninger til fremtiden. Et kulturhus kan nemlig blive katalysator for en positiv udvikling på kryds og tværs af sociale og etniske forskelle, der igen kan føre til en stærkere sammenhængskraft ikke alene internt i Tingbjerg, men også mellem Tingbjerg og resten af København.
Og det er nødvendigt.

Fattigdom
For nylig afdækkede en større analyse fra Københavns kommunen, at der i vores bydele - udover Tingbjerg - også er områder i Vanløse og Brønshøj, hvor borgerne lider under økonomisk fattigdom.
Blandt de langtidsfattige og permanent fattige er andelen af indvandrere næsten dobbelt så stor som andelen af indvandrere i kommunen generelt.
Det er næsten 30 procent af alle indvandrere og efterkommere, der lever under fattigdomsgrænsen i København.
Endelig viser analysen også, at der er en stor overrepræsentation af unge, der i kortere og mellemlange perioder må leve under fattigdomsgrænsen.
Nu er fattigdom ikke bare fattigdom.
Der er en høj pris at betale for børn og unge fra de fattige familier.
Af økonomiske grunde kan de ikke deltage på lige fod i de aktiviteter, der i virkeligheden er basis for de netværk og den sociale adfærd, som danner grundlaget for det liv, som de skal leve, når de bliver voksne.
Derfor er et nyt kulturhus i Tingbjerg utroligt vigtigt.

Kulturhus vigtigt
Kulturhuset kan nemlig blive stedet, hvor alle - uanset økonomi og social baggrund - kan mødes til kulturelle aktiviteter, deltage i foreningsarbejde, dannelse af netværk og ikke mindst alle de fælles oplevelser, som betyder så meget for dannelsen af en fælles identitet, kulturforståelse og demokratiopfattelse.
Dermed kan grundlaget skabes for et mere solidt fundament for den aktive deltagelse, der er så afgørende for en vellykket integration.
Derfor kan jeg kun ønske Tingbjerg til lykke med det nye kulturhus, der forventes færdigt i 2011.

I denne uge sætter Dansk Industri sammen med blandt andre Økonomi- og Erhvervsministeriet fokus på, hvordan vi kan styrke både iværksætterne og de mindre virksomheder, som udgør vækstlaget i dansk økonomi.
Det er et godt initiativ, som jeg kun kan skrive godt om blandt andet fordi, at vi er på vej ind i
en resignation med stigende ledighed og økonomisk lavkonjunktur til følge, hvor vi godt kunne bruge idéer og muligheder til ny vækst i det danske erhvervsliv.
I seneste periode med økonomisk resignation blev der med en vis succés satset på økonomiske ydelser og rådgivning til personer, der havde mod til at starte nye virksomheder. En kvittering fra samfundet er rimeligt, fordi disse entrepreneurs gør samfundet en tjeneste ved at bidrage med nye arbejdspladser, produktudvikling og ny vækst, der kommer alle til gavn.
Indsatsen gav da også en stigende vækst i antallet af nye virksomheder i perioden fra 1994 til 2001, men der kom en afmatning i årene efter, at den økonomiske ydelse til de nye virksomheder blev afskaffet på grund af udsigt til højkonjunktur.
Men modellen fra dengang viste sit værd, så det kunne være en idé at kigge på den igen.

Se på Sverige
I Sverige har man valgt en model, hvor der gives ydelse til ledige samt personer i risiko for ledighed. Det har været en succés.
I følge den seneste undersøgelse viser, at op til 65 procent af virksomhederne stadig er i gang efter tre år. I Danmark er det knapt 50 procent af nystartede virksomheder, der overlever de første tre år.
De svenske erfaringer kan godt bruges i en dansk model, hvor en ordning dog ikke udelukkende bør knyttes til ledighed.
I stedet kunne en ordning også knyttes til et løft af boligområder som eksempelvis Tingbjerg, Gjellerup og Vollsmose, hvor sociale belastninger ofte koger over i ekstreme udtryk.
Mange af disse boligområder er præget af en større repræsentation af nydanskere, der også i perioder med højkonjunktur har svært ved at finde fast arbejde, hvilket i høj grad er medvirkende til den sociale uro, der dukker op med jævne mellemrum.
Vi véd samtidigt, at nydanskere ikke alene higer efter at starte egen virksomheder, men de er også rigtigt gode til at udvikle disse virksomheder til et niveau, hvor der bliver skabt nye arbejdspladser til følge.

Kombination
Lad os derfor kombinere disse forskellige faktorer til en model, hvor der gives mikrolån til etablering af nye virksomheder i boligområder med sociale og boligpolitiske problemer.
På den måde kunne skabes vækst, beskæftigelsesmuligheder og ikke mindst en mulighed for at tiltrække nogle stærke personer udefra til at sætte virksomheder i gang i området.